Afsættelse af midler til borgerinddragelse vedr. skole på Holmbladsgade 113
Indstilling
Formanden indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg afsætter kr. 20.000 til borgermøde i efteråret 2017 vedr. den kommende skole på Holmbladsgade 113.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede i foråret 2017 at den nye skole i Amager Øst skal placeres på Holmbladsgade 113.
Amager Øst Lokaludvalg har i 2016 nedsat en arbejdsgruppe, der skal følge udviklingen af den nye skole. Arbejdsgruppen har både før og efter beslutningen om den endelige placering været i tæt dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen herom. Fokus i dialogen har bl.a. været den kommende borgerinddragelsesproces.
Sekretariatet er den 29. august blevet kontaktet af Børne- og Ungdomsforvaltningen på vegne af Byggeri København og den valgte rådgiver til projektet, med en forespørgsel om lokaludvalget vil være medarrangør på et kommende borgermøde i efteråret 2017.
Formålet med borgermødet er at inddrage lokale interessenter i udviklingen af byggeprogrammet for den nye skole. Byggeprogrammet skal forventeligt være færdigt i begyndelsen af 2018. Byggeprogrammet skal danne grundlag for den konkrete udvikling og projektering af skolen på Holmbladsgade 113.
Løsning
Lokaludvalgets skolearbejdsgruppe har drøftet henvendelsen på mail og indstiller at lokaludvalget indgår som samarbejdspartner i den videre proces.
Sekretariatet har udarbejdet et oplæg til et forløb for et borgermøde og arbejdsgruppen er ligesom de kommunale samarbejdspartnere positivt indstillet overfor oplægget, der dog skal drøftes færdigt på et planlægningsmøde mellem parterne medio november. Det forventes at borgermødet kan afholdes i løbet af oktober 2017.
Udkast til forløb og budget - med forbehold for justeringer, der aftales på mødet med samarbejdspartnere medio september.
Dato:uge 40 eller 41
Sted: Kofoeds Skole (Alternativt Prismen)
Program:
17.00-17-30: Præsentation af den politiske beslutning/ forudsætningerne
17:30 til 18:15: Walk and talk over på grunden (herunder sanwich) – (Eventuelt i mindre grupper, der på forhånd har fået en opgave/et tema de skal fokusere på alt efter interesse)
18:15: til 18:45: Tematiske workshops
18:45-19:00: Tak for i dag og videre proces
Budget:
Leje af lokale: 5000
Kommunikation (annonce i Amager Bladet, artikel i bydelsavisen Ama’røsten samt stort banner på grunden og facebook reklamer) 20.000
Forplejning: 5000
Børneunderholdning / børnepasning: 5000
Materialer til workshop: 5.000
I alt 40.000
Byggeri København afholder halvdelen af udgifterne til borgermødet.
Økonomi
Der afsættes kr. 20.000 af 2017 puljemidlerne til borgermøde vedr. Ny skole på Holmbladsgade 113.
Videre proces
Det videre forløb og nærmere program aftales med samarbejdspartnerne med udgangspunkt i ovenstående udkast. Lokaludvalget vil blive orienteret om det endelige program herunder dato på dets møde i september.
Beslutning
Der blev stillet forslag om, at budgettet nedsættes med kr. 5.000, og at publicering af en annonce i Amager Bladet udelades.
For forslaget stemte: Bo Jensen, Rasmus Steenberger, Jens William Grav.
Imod forslaget stemte: Thomas Frisendal, Ib Wendrup, Karl Voigt-Nielsen, Jan Kyrsting, Randi Sørensen, Käte Hommelgaard, Svend Åge Sørensen, Sten Lykkebo, Sven Løntoft, Ole Pedersen, Ole Melgaard, Lasse Rossen, Nicki Brøchner.
Følgende undlod at stemme: Martin Hein, Iben Lindemark.
Dermed blev der afsat kr. 20.000 til projektet.