Høring: Udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller
1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen
2. At Amager Øst Lokaludvalg tager stilling til eventuelt behov for borgerinddragelse i sagen
3. At Amager Øst Lokaludvalg bemyndiger SOSU-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar i sagen
Problemstilling
Amager Øst Lokaludvalg har den 18. marts 2016 modtaget høringen udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene. Høringsfristen er den 18. april 2016.
Socialforvaltningen har igangsat en udvikling af byens aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser. Formålet er at støtte op om brugernes recoveryproces, at skabe en mere jævn fordeling af tilbud på tværs af byen og at sikre lokale, sociale tilbud i alle bydele.
Socialudvalget vedtog 21. januar 2015 fem principper for udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene. Udviklingen skal understøtte:
• At aktivitets- og samværstilbuddene i højere grad styrker borgernes individuelle recoveryproces
• At der er en større sammenhæng mellem tilbuddene og de øvrige støttetilbud i psykiatrien
• At der er en større sammenhæng i støtteindsatsen på tværs af forvaltninger og sektorer
• At borgere med sindslidelser bliver mere inkluderet i samfundslivet
• Færre men større aktivitets- og samværstilbud.
Socialforvaltningen har i efteråret 2015 gennemført en samskabelsesproces med brugere, medarbejdere og samarbejdspartnere. Der har været afholdt en række workshops i alle bydele og gennemført interviews med potentielle og nuværende brugere. Nu ligger der et forslag til en model for omstilling af aktivitets- og samværstilbuddene, som Socialforvaltningen ønsker at sende i høring.
Løsning
At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen og tager stilling til eventuel borgerinddragelse i forbindelse med denne samt bemyndiger SOSU-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar i sagen.
Videre proces
SOSU arbejdsgruppen udarbejder et høringssvar på dets møde den 11. april og fremsender dette til forvaltningen med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse på mødet den 28. april.
Beslutning
Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen med udgangspunkt i det uddelte udkast til høringssvar.
Amager Øst Lokaludvalg bemyndigede SOSU arbejdsgruppen til at udarbejde og fremsende det endelige høringssvar på baggrund af de på mødet faldne bemærkninger.