Svar på spørgsmål om københavnerinddragelse
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget drøfter og vedtager udkast til svar på spørgsmål om mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse.
Problemstilling
Lokaludvalgene i Københavns kommune modtog i november 2018 invitation fra Borgerrepræsentationens Sekretariat til samarbejde om "Mangfoldig og fokuseret københavnerinddragelse"
Af brevet fremgår det bl.a. Borgerrepræsentationens Sekretariat ønsker svar på 5 konkrete spørgsmål om lokaludvalgets borgerinddragelse. De fem spørgsmål er:
1. Hvilke metoder benytter lokaludvalget til at skabe dialog og samarbejde med københavnerne?
2. Hvilke metoder til københavnerinddragelse virker særligt godt i jeres lokaludvalg?
3. Hvordan arbejder lokaludvalget med en mangfoldig københavnerinddragelse og repræsentation af bydelens forskellige stemmer? Hvilke erfaringer har lokaludvalget med at opnå dette?
4. Er der noget, som lokaludvalget gerne vil gøre mere af ift. københavnerinddragelse, som ikke er muligt inden for de nuværende rammer i Københavns Kommune?
5. Har lokaludvalget ideer til, hvilke metoder der skal til, for at Københavns Kommune som helhed kan opnå endnu bedre og mere mangfoldig københavnerinddragelse?
Svarene på spørgsmålene vil sammen med input fra fagforvaltningerne danne grundlag for udarbejdelse af rammer og modeller for kommunens københavnerinddragelse. Svarfrist for spørgsmålene er fastsat til den 8. februar 2019.
Løsning
Formanden for lokaludvalget har udarbejdet et udkast til svar på spørgsmålene, der er blevet behandlet og kvalificeret i alle lokaludvalgets arbejdsgrupper.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis lokaludvalget godkender et svar på spørgsmålene fremsender Sekretariatet for Amager Øst Lokaludvalg svaret til Borgerrepræsentationens Sekretariat.
Beslutning
Der blev stillet følgende ændringsforslag til det bilagte udkast til høringssvar:
På linje 12 tilføjes nyt pkt. med formuleringen "Pop-up arrangementer hvor vi opsøger borgerne forskellige steder i bydelen i forbindelse med høringer eller projekter lokaludvalget ønsker at udvikle." Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
På linje 52 tilføjes formuleringen "efter behov også på tværs af bydelsgrænser.". Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
På linje 117 tilføjes nyt afsnit med formuleringen "Inspireret af Københavnerkonferencen ser vi frem til at arbejde videre med metoder til borgerinddragelse som på en nyskabende måde kan tilføre kvalitative og repræsentative synspunkter til byens udvikling og en styrkelse af demokratiet i kommunen.". Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Herefter blev svar på spørgsmål om københavner inddragelse vedtaget i sin helhed med ovenstående ændringer uden afstemning.