Mødedato: 31.01.2019, kl. 18:30
Mødested: Spisestuen, Prismen, Holmbladsgade 71, 2300 København S

Puljeansøgning: Morgenmadskoncerten 2019

Amager Klassisk søger om midler til afholdelse af Morgenmadskoncerten 2019.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 20.000 kr. til ”Morgenmadskoncerten 2019”. 

Problemstilling 

På vegne af Amager Klassisk har Yngvild Ruud søgt om 20.000 kr. i støtte til ”Morgenmadskoncerten 2019”.

Projektet indbefatter at publikum kan nyde morgenmad, samtidig med at de lytter til en klassisk musik over fire koncerter i 2019. Der forventes i alt 160 deltagere. Der appelleres til en bred målgruppe.

Amager Klassisk ønsker at forny konceptet omkring Morgenmadskoncerterne ved at invitere til fællessang.

Amager Øst Lokaludvalg har bevilget støtte til Morgenmadskoncerten til begge sæsoner i 2017 og 2018 (20.000 kr. årligt). Evaluering fra seneste sæson findes her: http://www.xn--alu-0na.dk/assets/Evalueringsskema-puljemidler.mk18efter%C3%A5r.pdf

Amager Klassisk har i 2018 desuden modtaget støtte til Actus Tragicus - Allehelgensaften i musik 5.000 kr (ansøgt om 10.000).

Amager Klassisk samarbejder i projektet med Kvarterhuset Amager.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 122.000 kr. Der er søgt om midler i øvrige fonde for 110.000 kr (afventer svar). Herudover forventes billetindtægt på 12.000 kr. Der er ingen kontant egenfinansiering, men der lægges frivillige timer.

Der er ikke søgt midler i Amager Vest Lokaludvalg.

Løsning 

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.

Arbejdsgruppen synes det er et godt projekt drevet af lokale ildsjæle, som kommer borgerne i lokalområdet til gode.

Økonomi 

Der er søgt om 20.000 kr. af 2019-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 20.000 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 3. januar 2020. 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

For stemte: Nanna Tofte, Frank Lambert, Tom Christensen, Maj Tellefsen, Lasse Rossen, Bo Jensen, Rune Solvang, Oksana Gjermstad, Trine Hertz, Rasmus Steenberger, Hans J. Møller, Randi Johanne Sørensen, Iben Lindemark, Bente Lildballe, Susanne Møller, Ole Meldgaard og Ole Pedersen

Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner og Martin Hein.

Undlod at stemme: Keith Gray og Jens William Grav.

Der var således flertal for indstillingen som dermed blev vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr.20.000 kr. af 2019 puljemidlerne.

Til top