Puljeansøgning: 60Seconds Kortfilmfestival 2019 om HUMAN versus Nature
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 25.000 kr. til ”60Seconds Kortfilmfestival 2019 om HUMAN versus Nature”
Problemstilling
På vegne af 60Seconds har Ada Ortega Camara søgt om 25.000 kr. i støtte til ”Kortfilmfestival 2019 om HUMAN versus Nature”. Beløbet skal specifikt dække projektionsudstyr, installation og PR.
Kortfilmfestivalen foregår ved Lergravsparken, Amagerbro Metro og Musisktorvet d. 18.-24. februar og henvender sig til alle, som er i det offentlige rum. I perioden vurderes det at 93.750 personer vil se installationerne ved metrostationerne. Dertil skal lægges tal fra gade-projektionerne.
Kortfilmfestivalen viser 60 sekunders film i det offentlige rum, som relaterer sig til konflikter, som opstår mellem mennesker og natur. Filmene vises på husgavle og metroperroner. Der er modtaget 155 film fra hele verden og en jury skal udvælge de 10 bedste.
Samarbejdspartnere: Verdenskulturcenteret, ParkBios Venner, KØS, Kulturværftet, Børnekulturhus Ama'r, Det Danske Filminstitut og Metroselskabet.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 235.000 kr. Der er pt modtaget støtte fra Statens Kunstfond (50.000) og KFU (50.000).
Egenfinansiering: ingen kontant egenfinansiering, men adskilllige frivillige arbejdstimer.
Ansøger fik i 2018 30.000 kr. i støtte til HOME IS...60seconds. Evalueringen findes her: http://www.aølu.dk/puljemidler/har-vi-stoettet-2018/. Ansøgningen blev behandlet i januar 2018.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 25.000 kr.
Arbejdsgruppen finder, at det er interessant med kultur i det offentlige rum i den mørke tid, som bidrager til liv mellem husene. Projektet er tilgængeligt for alle og der fokuseres på et relevant tema.
Økonomi
Der er søgt om 25.000 kr. af 2019-puljemidlerne som specifikt skal dække projektionsudstyr, installation og PR.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 25.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 24. marts 2019.