Puljeansøgning: Etablering af historisk kulturformidlingsværksted ”anno 1918”
Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv søger støtte til etablering af et historisk kulturformidlingsværksted.
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 30.000 kr. til ”Etablering af et historisk kulturformidlingsværksted anno 1918”.Problemstilling
På vegne af Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv (SULFA) har Anders Hjorth søgt om 50.000 kr. i støtte til Etablering af et historisk kulturformidlingsværksted ”anno 1918”.
Amager Bladet flytter til det nye mediehus på Frederiksberg fra 1. juli 2018. SULFA har fået tilbudt Amagerbladets historiske fotoarkiv, sammen med alle de indbundne Amagerblade fra bladets start i 1874. Materialet består af 4 jernskabe med fotografier og 58 flyttekasser med indbundne Amagerblade.
Amager Kulturpunkt kan stille et lokale til rådighed, hvor der kan blive adgang for offentligheden i Lokalarkivets åbningstid. Lokalet planlægges indrettet som et chefredaktørkontor ”anno 1918”.
Målgruppen er historisk interesserede Amagerborgere og ansøger forventer 4 – 10 besøgende i Lokalarkivets åbningstid hver onsdag.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 100.000 kr. til møbler, istandsættelse af lokalet og reetablering af to fløjdøre til de to sidelokaler. Der er søgt 50.000 kr. fra hvert af de to lokaludvalg på Amager. Der er ingen kontant egenfinansiering, da ansøger har begrænsede økonomiske midler, men mange frivillige vil hjælpe med indretning, arkivering og kulturformidling..Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 30.000 kr.
Det er en god ide med lokalhistorisk formidling, der også har potentiale ift lokale skoler m.v. Arbejdsgruppen mener derfor besøgstallet kan være væsentligt højere. BIFUK finder det vigtigt at bevare de gamle arkiver fra Amager Bladet. Et enkelt medlem ønsker ikke at støtte, da det anses som foreningens egen opgave at finansiere dette projekt.
Økonomi
Der er søgt om 50.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 30.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1.november 2018.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at støtte med det ansøgte beløb, 50.000 kr.
For at støtte med 50.000 kr. stemte
Bo Jensen, Tom Christensen, Iben Lindemark, Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Nanna Tofte, Hans J. Møller, Trine Hertz, , Randi Sørensen, Anne Duus, Lasse Rossen, Keith Gray og Ole Meldgaard.
Imod at støtte med 50.000 kr. stemte: Karl Vogt-Nielsen, Maj Tellefsen, Martin Hein, Rasmus Munch Søndergaard, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav og Ole Pedersen
Flg. undlod at stemme: Rene Steinvig, Martin Duus
Forslaget blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 50.000 kr. af 2018 puljemidlerne.