Mødedato: 30.01.2025, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Intern høring: Tryghedszone ved Lergravsparkens skole

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. tryghedszone ved Lergravsparkens skole. 

Problemstilling

Trafikken kan opleves kaotisk for både børn og voksne, når mange ankommer på samme tid om morgenen ved Lergravsparkens skole. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker derfor at indføre en tryghedszone ved Lergravsparken skole, der begrænser biltrafikken omkring skolen i morgentimerne ved at indføre en tryghedszone med indkørselsforbud i tidsrummet kl. 7.30-8.30. 

Tryghedszone ved Lergravsparkens skole (stor- og lilleskole) er sendt i intern høring hos Amager Øst Lokaludvalg. Forvaltningen har gjort opmærksom på, at de er i dialog med institutioner og boligforeninger m.fl. i området omkring tryghedszonen. 

Tryghedszoner

I 2022 og 2024 fik 18 skoler i Københavns Kommune indført tryghedszoner, hvor erfaringerne fortæller at det har en positiv effekt. Skoler og institutioner i områderne melder, at det har givet færre kørende og parkerede biler ved skolen og herved opleves ankomstforholdene mere trygge og rolige for de mange elever, der ankommer til fods og på cykel til skole

Indkørselsforbuddet indføres som udgangspunkt i tidsrummet 7.30-8.30. Tidsrummet fastsættes i dialog med skoler og under hensyn til de øvrige lokale behov fra institutioner, bolig og erhverv.

Vedhæftet er et oversigtskort med forslag til tryghedszone ved Lergravsparkens skole. 

Løsning

Høringssvaret vedtages og sendes til Teknik-og Miljøforvaltningen. 

Økonomi

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Sekretariatet varetager den videre proces. 

 

 
 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top