Mødedato: 30.01.2020, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Morgenmadskoncerten 2020

Amager Klassisk søger støtte til Morgenmadskoncerten 2020.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 20.000 kr. til ”Morgenmadskoncerten 2020”.

Problemstilling

På vegne af Amager Klassisk har Yngvild Ruud søgt om 20.000 kr. i støtte til ”Morgenmadskoncerten 2020”.

Projektet indbefatter at publikum kan nyde morgenmad, samtidig med at de lytter til klassisk musik over fire koncerter i 2020. Der forventes i alt 150-200 deltagere. Der appelleres til en bred målgruppe. Morgenmadskoncerten er under stadig fornyelse, da ansøger ønsker at det skal være en levende koncertserie, som tænker kreativt mht. musikvalg og formidling.

Amager Øst Lokaludvalg har bevilget støtte til Morgenmadskoncerten i 2017, 2018 og 2019 (20.000 kr. årligt). Evaluering fra seneste sæson findes her: https://aoelu.kk.dk/sites/amageroestlokaludvalg.testkkms.kk.dk/files/evalueringsskema-morgenmadskoncerten_2019.pdf

Amager Klassisk samarbejder i projektet med Kvarterhuset, som stiller lokaler til rådighed.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 127.000 kr. Der er søgt om midler i øvrige fonde for 105.000 kr. Herudover forventes billetindtægt på 12.000 kr. Der er ingen kontant egenfinansiering, men der lægges frivillige timer. Der er ikke søgt midler i Amager Vest Lokaludvalg.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.

Arbejdsgruppen synes det er et godt projekt drevet af lokale ildsjæle, som kommer borgerne i lokalområdet til gode.

Økonomi

Der er søgt om 20.000 kr. af 2020-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 20.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31. december 2020.

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: Tom Christensen, Käte Hommelgaard, Ole Pedersen, Bo Jensen, Bente Lildballe, Hanne Kusiak, Sven Løntoft, Hans Møller, Ole Meldgaard, Rikke Lauritsen, Nanna Tofte, Benthe Isborg, Randi Sørensen, Frank Lambert, Lasse Rossen og Susanne Møller.

Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Rene Steinvig og Jens William Grav.

Undlod at stemme: Martin Hein.

Indstillingen blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr. af 2020 puljemidlerne.

 

 

 

Til top