Mødedato: 29.08.2024, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

B-sag: Høring vedr. administrationsgrundlag for reklameskilte og vareudstillinger

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget ikke indsender bemærkninger til høringen.

Problemstilling

Lokaludvalget skal tage stilling til høring vedr. nyt administrationsgrundlag for butikkers reklameskilte og vareudstillinger på offentlig vej. Høringsfristen er den 2. september 2024.

I administrationsgrundlaget fastsættes en række principper for fremadrettet praksis på området, som forvaltningen vil administrere tilladelser til opstilling af reklameskilte og vareudstillinger efter. 
 
Der er i det nye grundlag besluttet følgende principper:

1. Der udstedes 3-årige tilladelser.

2. Der skal ændres praksis for opstilling på smalle fortove, så der skal være fri passage på minimum 0,8 m. svarende til bredden på en kørestol, bortset fra gågader og promenader, hvor det generelle vejareal er egnet for fodgængere. 

3. Der skal indføres et gebyr for opstilling af reklameskilte og vareudstillinger, der dækker alle omkostninger til administration, kontrollen med overholdelse af tilladelser mv. Da gebyrfritagelsen for reklameskilte og vareudstillinger udløber i 2024, vil der fra 1. januar 2025 og indtil andet besluttes politisk, blive opkrævet gebyr fra virksomhederne. 

Udkast til nyt administrationsgrundlag for reklameskilte og vareudstillinger kan læses her: PowerPoint-præsentation (kk.dk)

Løsning

PET arbejdsgruppen har drøftet høringen og indstiller, at lokaludvalget ikke indsender bemærkninger. Arbejdsgruppen synes det er positivt, at der sikres tilgængelighed for folk med rollatorer og kørestol.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Efter høringen fremlægges forslag til endeligt administrationsgrundlag for Teknik- og miljøudvalget i efteråret med henblik på endelig vedtagelse. Administrationsgrundlaget vil kunne træde i kraft fra januar 2026.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top