Puljeansøgning: Litteraturmøder på Amager
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 15.000 kr. til ”Litteraturmøder på Amager”
Problemstilling
På vegne af foreningen Amar:litt har Pernille Schaldemose søgt om 15.000 kr. i støtte til ”Litteraturmøder på Amager”. Der søges støtte til følgende arrangementer:
Thomas Mann og ”Huset Buddenbrooks”: Foredrag ved Morten Dyssel (forsker, underviser og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab.) Den 23. oktober 2019 i Bibliotekshuset.
Ung dansk sci-fi med Jonas Eika og Olga Ravn. Den 5. november 2019 i Beta.
Dinner og litteratur med forfatter Ane Riel. Den 20. november 2019 på ’Øens Spisested’.
Målgruppen er voksne borgere og der forventes 190-250 deltagere.
Ansøger samarbejder med Amager Kulturpunkt, Øens Spisested, Liv i Sundby og Bibliotekshuset.
Det ansøgte beløb, som skal dække forfatterhonorarer, indgår i et samlet budget på 18.000 kr. Der er en egenfinansiering på 3.000 kr. samt PR m.v., som ikke indgår i budgettet. Der er ikke søgt støtte andre steder.
Amar:litt har fire gange tidligere fået støtte fra lokaludvalget:
2015: Søgt 45.000 kr., bevilget 10.000 kr.
2016: Søgt og bevilget 11.800 kr.
2017: Søgt og bevilget 14.050 kr.
2018 (juni): Søgt og bevilget 12.500 kr.
Evaluering fra 2018 kan læses på https://aoelu.kk.dk/sites/aoelu.kk.dk/files/evaluering_amar-litt-syv-arrangementer.pdf
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og flertallet indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 15.000 kr.
BIFUK finder det forbilledligt, at man går sammen på tværs om at lave litterære arrangementer. Det er et godt kulturelt supplement til, hvad der i øvrigt foregår i lokalområdet. Flertallet indstiller at støtte med 15.000 kr.
Et mindretal indstiller at støtte med 10.000 kr., da beløbet derved følger det, lokaludvalget har bevilget øvrige år, og fordi man gerne havde set en højere egenfinansiering.
Økonomi
Der er søgt om 15.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 15.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 20. december.
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Frank Lambert, Tom Christensen, Bo Jensen, Hanne Kusiak, Karl Vogt-Nielsen, Rune Solvang, Hans Jørgen Møller, Martin Hein, Randi Sørensen, Keith Gray, Lasse Rossen, Ole Pedersen, Rasmus Steenberger og Susanne Møller.
Imod stemte: Nicki Wassmann-Brøchner, Ole Meldgaard og Jens William Grav.
Undlod at stemme: Rene Steinvig.
Der var således flertal for indstillingen og den blev derfor vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 15.000 af 2019-puljemidlerne.