Mødedato: 29.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljemiddelansøgning: Er skrald kun til skrot? (BIFUK)

Kvarterhuset søger støtte til "Er skrald kun til skrot?"

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Kvarterhuset på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af Kvarterhuset søgte Søs Vibeke Nielsen den 16. juli om kr. 14.400 i støtte til projektet "Er skrald kun til skrot?" i perioden 11.-31. oktober. Kvarterhuset ønsker i et samarbejde med Miljøpunkt Amager at lave en temauge (med udstillinger der varer hele oktober måned), hvor de på kunstnerisk, fantasifuld og legende vis sætter fokus på børns og voksnes forhold til skrald og skrot. Målgruppen er børn fra 0-12 år, børnefamilier og institutioner, såsom børnehaver og fritidshjem, der i efterårsferien har god tid til at komme.

På selve kulturnatten vises teaterforestillingen ”Frække Jensen og Lille Stille Frede” af Det Lille Verdens Teater. Forestillingen handler bl.a. om at skabe nye ting og musik ud af det, andre har kasseret. I en efterfølgende workshop kan børnene være med til at bygge et fantastisk sted af skrald, skrot og genbrug med inspiration fra den teaterforestilling, de lige har set.

Der søges støtte fra lokaludvalget til at lave 3 workshops mandag, tirsdag og onsdag i efterårsferien (efter Kulturnatten). Børnene kan sammen med billedkunstlærer Serine Sinding Yde og billedkunstner/pædagog Joan Graungaard være med til at bygge fantastiske steder, figurer og ting af skrald, skrot og genbrug. Miljøpunkt Amager vil være til stede under projektet og være med til at kvalificere dialogen og sørge for materialer (det detaljerede samarbejde vil først blive planlagt i august).

Der søges støtte til kunstnerhonorarer for de 3 workshops i efterårsferien. Kvarterhuset finansierer selv materialer for kr. 2.000. Workshop og forestilling på kulturnatten er finansieret af Kulturnatten.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 13. august 2013 og indstiller, at projektet støttes med kr. 10.000. Det er et godt og spændende projekt, men egen- og medfinansieringen kunne ønskes større.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Kvarterhuset på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 14.400 af 2013-puljemidlerne.

Beslutning

Karl Vogt Nielsen foreslog følgende tilføjelse til indstillingen: "Lokaludvalget ser gerne at vugge-til-vugge tankegangen er indarbejdet i projektet".
Med denne bemærkning blev indstillingen vedtaget uden afstemning.
Projektet støttes således med kr. 10.000.
Til top