Mødedato: 29.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljemiddelansøgning: LAK - festival for nordisk lydkunst (BIFUK)

Agnete Seerup søger støtte til LAK - festival for nordisk lydkunst.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Agnete Seerup på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af LAK Festival søgte Agnete Seerup den 31. juli 2013 om kr. 65.056 i støtte til borgerinddragende aktiviteter under LAK -festival for nordisk lydkunst.
LAK Festival arbejder for at blive en central platform for ny nordisk lydkunst og inspirerende musikkultur i hele Norden. En eksperimenterende festival, som lokalområdet tager del i – og kan være stolte af. Festivalen foregår fra 26.-29. september 2013, og der afholdes workshops fra 23.-28. september.
LAK vil i lighed med sidste år præsentere koncerter og lydinstallationer. Som noget nyt inviterer LAK lokalområdets beboere til at deltage i 7 forskellige workshops med professionelle kunstnere fra Norden, som alle handler om lyd og musik: Fra instrumentbygning for de 5-12 årige til lodning- og lydskulpturworkshops. LAK inviterer også på en LYDBUS‐tur tværs over Amager med endestation og koncert i Dragør Svømmehal. LAK inviterer interesserede borgere til at udforske en stadig ’hemmelig’del af lokalområdet. Og desuden inddrages lokale unge som vagtværn under LAK.

Lokaludvalget behandlede den 24. maj 2012 en ansøgning fra LAK Festival. Der var flertal for afslag, med begrundelsen at man ikke så nogen lokal effekt af nævneværdig grad og at arrangementet ikke var netværksskabende.

De 65.056 kr., der søges fra lokaludvalget er støtte til de omtalte workshops. Beløbet indgår i et samlet budget på kr. 733.056, som primært finansieres af fonde samt Statens Kunstråd og Københavns Kommunes Musikudvalg. Der forventes entréindtægter på kr. 50.000.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 13. august 2013. Et flertal i BIFUK indstiller at støtte med kr. 40.000. Det er et spændende og omfattende projekt, der på en anderledes måde kan gøre børn og unge interesseret i lyd og musik.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Agnete Seerup på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 65.056 af 2013-puljemidlerne.

Beslutning

Jens William Grav mente ikke, at projektet er tilstrækkeligt netværksskabende og ønskede afstemning om, hvorvidt projektet skulle tildeles støtte.
For at støtte ansøgningen med kr. 40.000 stemte flg. 17 personer:
Jens Green Jensen, Ib Wendrup, Ove Løbner, Lasse Rossen, Karl Vogt Nielsen, Rune Solvang, Hans Jørgen Møller, Jan Kyrsting, Svend Aage Sørensen, Lars Berg Schovsbo, Randi Sørensen, Eva Damgaard, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Käte Hommelgaard, Martin Duus og Anne Duus.
Imod at støtte ansøgningen med kr. 40.000 stemte Jens William Grav.
Ingen undlod at stemme.
Projektet støttes således med kr. 40.000.

Randi Sørensen foreslog en tilføjelse til indstillingen om at de institutioner, der deltager i workshops for 5-12 årige børn, skal være fra Amager Øst.
Lokaludvalget stemte om dette forslag.
For stemte flg. 16 personer: Jens Green Jensen, Ove Løbner, Lasse Rossen, Karl Vogt Nielsen, Hans Jørgen Møller, Jan Kyrsting, Svend Aage Sørensen, Lars Berg Schovsbo, Randi Sørensen, Jens William Grav, Eva Damgaard, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Käte Hommelgaard, Martin Duus og Anne Duus.
Imod stemte flg. 2 personer: Ib Wendrup og Rune Solvang.
Ingen undlod at stemme.
Tilføjelsen blev dermed vedtaget.

Til top