Mødedato: 29.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Forslag om 2-timers parkeringszone omkring Lergravsparkens Metrostation

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø- og Planarbejdsgruppen indstiller

1) At Amager Øst Lokaludvalg godkender bilagte høringssvar

2) At Amager Øst Lokaludvalg evaluerer borgerdialogen i forbindelse med høringen

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget høringen "Forslag om 2-timers parkeringszone omkring Lergravsparkens Metrostation". Høringsfristen var den 17. januar 2015 og Lokaludvalgets høringssvar er indsendt på høringsportalen "Bliv Hørt" med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse.

Formålet med parkeringszonen er at begrænse pendler- og langtidsparkering i området. 2-timersrestriktionen kommer til at gælde mandag til fredag fra kl. 8 til 19, og restriktionen vil gælde alle, der ikke har licens til zonen. Det vil sige, at restriktionen også gælder besøgende, håndværkere, m.m. Beboere kan derimod få udstedt en beboerlicens og således blive undtaget 2-timersrestriktionen. Beboerlicenser kan udstedes gratis til alle, som har adresse i zonen. Der kan udstedes én licens pr. person over 18 år. Erhvervslicens kan udstedes gratis til virksomheder, som har adresse i zonen. Det gælder dog kun til biler med gule nummerplader, der ikke må bruges til privat kørsel, samt biler på hvide og gule nummerplader, der ikke må bruges til privat kørsel men kun til erhvervsmæssig persontransport som fx taxi og sygetransport. Der kan udstedes op til fem erhvervslicenser pr. virksomhed. 

Borgerinddragelse: Amager Øst Lokaludvalg har den 7. januar 2015 afholdt et velbesøgt borgermøde om sagen. Der var delte meninger om forslaget, men dog enighed om at såfremt det implementeres, er der en række særlige forhold som der bør tages højde for herunder gæstebilletter, erhvervslicenser mv. Bilagt denne indstilling er til orientering en opsamling fra borgermødet.

Desuden har en lang række borgere givet deres mening om forslag til kende på høringsportalen "Bliv Hørt".

Miljø- og Planarbejdsgruppen drøftede sagen på dets møde den 15. januar 2015, og udarbejdede på baggrund af borgermødet og den videre drøftelse i arbejdsgruppen et høringssvar, som sekretariatet har indsendt til forvaltningen med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg godkender høringssvaret

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter borgerdialogprocessen med henblik på at indsamle og systematiserer erfaringerne fra forløbet.

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt

Lokaludvalget drøftede borgerdialogen. Der var tilfredshed med mødets forløb og processen omkring høringen.

Lokaludvalget opfordrer forvaltningen til at lave en trafiktælling i de områder, der ligger umiddelbart udenfor den foreslåede parkeringszone med henblik på, at det på et senere tidspunkt kan evalueres, hvilken betydning, zonen har haft for parkeringsbelægningen i de tilstødende områder.
Til top