Mødedato: 28.09.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Amager eftermiddag i Kvarterhuset

Kvarterhuset søger støtte til en Amager-eftermiddag med musik, dans og mad .

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 5.500 til Amager Eftermiddag i Kvarterhuset

Problemstilling

På vegne af Kvarterhuset har Rosa S. Hall søgt om 5.500 kr. i støtte til ”Amager eftermiddag i Kvarterhuset”. Arrangementet foregår søndag d. 8. oktober 2017 kl. 14-17. Målgruppen er alle og der forventes 60 deltagere. Billetter sælges for 50 kr./stk.

Formålet med projektet er at understøtte og fortælle noget af Amagers særlige historie gennem musik, dans og mad. Arrangementet gør det muligt at mødes på tværs af generationer og både med og uden lokal tilknytning, for at dyrke Amager og lære af historien.

Der vil være folkemusik med fokus på musik fra og om Amager, dans ved Amager Folkedanserforening, smagsprøver på ”den ny Amagermad” samt udstillingen om bevaringsværdige bygninger.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 15.412,50 kr. Der er en egenfinansiering på 6.000 kr. (herunder forventede billetindtægter), og der er givet tilskud fra Dansk Musiker Forbund.  

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.500. Arbejdsgruppen finder, at der er tale om et nyskabende initiativ, og lægger derudover vægt på, at der er åben adgang for alle samt brugerbetaling og en betydelig egenfinansiering. Endelig finder arbejdsgruppen, at det er spændende med projektets historiske islæt.  

Økonomi

Der er søgt om 5.500 kr. af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 5.500

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 10. november 2017.

 

 

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg besluttede uden afstemning at afsætte kr. 5.500 af 2017 puljemidlerne til Amager eftermiddag i Kvarterhuset.
Til top