Mødedato: 28.09.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Medlemsforslag vedr. drøftelse af borgerpanelundersøgelse forud for kommunalvalget

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg på baggrund af medlemsforslag fra Jens William Grav drøfter borgerpanelundersøgelsen, som er iværksat som optakt til valgarrangementet den 23. oktober i Amager Bio.

Problemstilling

Jens William Grav har stillet medlemsforslag om, at lokaludvalget drøfter valg af temaer i forbindelse med den undersøgelse, som er sendt til borgerpanelet som optakt til valgarrangementet i Amager Bio den 23. oktober.

Motivation for medlemsforslaget:  Jeg  er chokeret over det meget tendentiøse valg af emner til kommunevalget, som undersøgelsen indeholder. En sådan undersøgelse kan også være med til at mindske troværdigheden af fremtidige brugerundersøgelser som lokaludvalget vil foretage.” 

Baggrund: Sekretariatet har den 14. september - i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalgs sekretariat - fremsendt en undersøgelse til de to borgerpaneler i hhv. Amager Øst og Amager Vest bydele. Formålet med undersøgelsen er at få borgerpanelernes input til de temaer, som spidskandidaterne skal drøfte ved valgarrangementet den 23. oktober.

Temaerne er besluttet af den arbejdsgruppe, som lokaludvalget har nedsat til at forberede aktiviteter i forbindelse med kommunalvalget ligesom arbejdsgruppen har godkendt udformningen af spørgeskemaet inden udsendelse. Undersøgelsen omhandler således spørgsmål vedr. følgende temaer

  • Havnetunnel
  • Amager Fælled Kvarter
  • Amager for Alle (byudvikling)

Derudover er der en åben mulighed for, at deltagerne kan melde andre temaer ind, som de mener er relevante i forbindelse med kommunalvalget. Arbejdsgruppen har udover ovennævnte temaer besluttet, at temaerne "idrætsfaciliteter" og "Hvem skal være Overborgmester" skal være temaer i forbindelse med arrangementet den 23. oktober. Borgerpanelet er dog ikke blevet spurgt til disse temaer. Årsagen til, at der ikke er spurgt til idrætstemaet er, at det har været svært at formulere spørgsmål indenfor temaet i den form, som det øvrige spørgeskema har. I forhold til spørgsmålet om hvem der skal være Overborgmester er der ikke spurgt til dette, da tanken er, at debatten den 23. oktober skal være med til at give folk et indtryk af hvem de vil stemme på, hvorfor det ikke er relevant at spørge om dette før debatten er afholdt.

Resultaterne af undersøgelsen vil blive præsenteret i forbindelse med mødet den 23. oktober ligesom resultaterne vil blive tilsendt kandidaterne forud for debatten. Det vil i denne sammenhæng fremgå at undersøgelsen ikke er repræsentativ.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter valg af temaer i forbindelse med borgerpanelundersøgelsen som optakt til kommunalvalget.

 

Beslutning


Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen.

Mindretalsudtalelse fra Jens William Grav. Jens William Grav kan ikke acceptere den brugerundersøgelse, som der er sendt udfra Amager Øst og Vest Lokaludvalg om vigtige temaer i kommunevalget. Han finder at undersøgelsen er meget tendentiøs idet der alene fokuseres på 3 emner. Når en undersøgelse er designet på denne måde vil det få dem, der besvarer undersøgelsen, til udelukkende at fokusere på de valgte emner selvom andre kan nævnes. spørgsmålene i undersøgelsen er i øvrigt også meget ledende formuleret. En sådan undersøgelse kan give et resultat, der har en kraftig politisk slagside. Han finder det meget kritisabelt at finansiere en sådan undersøgelse af kommunale midler. Undersøgelsen er også et kraftigt brud på principperne bag lokaludvalgets tidligere brugerundersøgelser, der har haft en bred tilgangsvinkel.

 

Til top