Forslag om henvendelse til Kultur- og Fritidsborgmesteren vedr. opsigelser af private aktører
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
at lokaludvalget vedtager at fremsende den bilagte henvendelse til Kultur- og Fritidsborgmesteren.
Problemstilling
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. februar 2020 blev udvalget orienteret om ophør af Kultur- og Fritidsforvaltningens aftaler med private svømmeskoler. Det skete på baggrund af forvaltningens vurdering af, at den nuværende praksis er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, da det kun er muligt for kommunen at udleje svømmebaner og bassiner til private virksomheder, hvis der er tale om ledig overkapacitet, samt hvis udleje sker til markedspris. Aftalerne med svømmeskolerne er ikke indgået til markedspris, og der kan ikke argumenteres for ledig overkapacitet, i det tidsrum svømmeskolerne anvender svømmehallerne. Der er dermed risiko for, at forvaltningen yder konkurrenceforvridende støtte.
Forvaltningen har i alt fem aftaler med private svømmeskoler, som omhandler banetid i Frankrigsgade Svømmehal (Bente Bernths Svømmeskole), Sundby bad, Vesterbro svømmehal, Emdrup bad og Hillerødgade bad.
Kultur- og Fritidsudvalget har anmodet Kultur- og Fritidsforvaltningen om, med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at tage en dialog med svømmeskolerne, herunder om mulighederne for, at svømmeskolerne etablerer sig som folkeoplysende foreninger.
Bente Bernths Svømmeskole har efterfølgende oplyst, at der er afholdt stiftende generalforsamling i foreningen "Svømning for alle på Amager og i København". Foreningen forventes at overtage svømmeskolens aktiviteter.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 30. april 2020 at svømmeskolerne, under forudsætning af at skolerne arbejder på at etablere sig som godkendte folkeoplysende foreninger, kan fortsætte deres aktiviteter på hidtidige vilkår, dog maksimalt indtil 31. december 2020. Den tid, der frigøres ved aftalernes ophør, overgår til foreningstid fra sæson 2021-2022 og de nyetablerede folkeoplysende svømmeskole-foreninger sidestilles herefter med foreninger, som genansøger tid, såfremt de ansøger de tider, svømmeskolerne tidligere har anvendt.
Referat fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 30. april 2020, herunder den juridiske vurdering, kan læses på flg. link: https://www.kk.dk/indhold/kultur-og-fritidsudvalgets-modemateriale/30042020/edoc-agenda/f6c51bd2-643a-4da7-bc3e-fe88807a6377/fd4176ca-5e07-4aef-9926-f2efd53cc307
Løsning
BIFUK arbejdsgruppen har drøftet sagen og foreslår at lokaludvalget henvender sig til Kultur og Fritidsborgmesteren med brev.
Arbejdsgruppen er bekymrede over, om der er opsagt andre aktører eksempelvis indenfor musikundervisning, og undrer sig over, at politikere og lokaludvalg ikke er blevet inddraget, før man opsagde mangeårige undervisningsudbydere.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen vedtages, fremsender sekretariatet henvendelsen til Kultur- og Fritidsborgmesteren.
Beslutning
Der var stillet ændringsforslag fra Nicki Brøchner:
Tilføjelse linje 32:
"Vi vil derudover bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at foretage en konkret vurdering af kapaciteten i byens svømmehaller, således at kommunen har et solidt grundlag for en vurdering i forhold til en evt. overkapacitet. Vi forventer selvfølgelig, at en sådan analyse også inkluderer allerede planlagte udvidelser af kapaciteten."
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget.
For stemte: Hanne Kusiak, Randi Johanne Sørensen, Rasmus Steenberger, Frank Lambert, René Steinvig, Nanna Tofte, Keith Gray, Lasse Rossen, Martin Hein, Iben Lindemark, Ole Meldgaard, Nicki Wassmann Brøchner, Jens William Grav, Marianne Moegreen, Jørgen Mark Pedersen, Ane Jette Thomsen, Susanne Møller.
Imod stemte: Ole Pedersen
Undlod at stemme: Tom Christensen, Hans J. Møller, Bente Lildballe, Rune Solvang.
Forslaget blev dermed vedtaget.
Indstillingen blev derefter vedtaget uden afstemning.