Puljeansøgning: Juledag i Kvarterhuset
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til ”Juledag i Kvarterhuset”
Problemstilling
På vegne af Kvarterhuset har Rosa Sofie Hall søgt om 10.000 kr. i støtte til ”Juledag i Kvarterhuset”.
Ansøgningen skulle oprindeligt være behandlet på lokaludvalgsmødet i april.
Arrangementet foregår i Kvarterhuset lørdag d. 21. november. Målgruppen er familie og der forventes 1.800 deltagere. Juledag i Kvarterhuset er en årligt tilbagevendende begivenhed med fokus på hygge og familiesamvær. For første gang tages det nye børnebibliotek i Kvarterhuset i brug. Der vil bl.a. være muligt at pynte honningkager, se Luciaoptog, se optræden fra Accantus og sammen tage til Juleoptoget på Amagerbrogade.
Arrangementet har tidligere modtaget støtte. I 2019 med 10.000 kr og i 2018 med 9.500 kr.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 28.000 kr. Egenfinansiering beløber sig til 10.000 kr.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Begrundelse: Juledag i Kvarterhuset er en god, hyggelig tradition, som er velbesøgt og giver samtidig lokaludvalget en god mulighed for at være synlige og komme i tale med bydelens borgere.
Økonomi
Der er søgt om 10.000 kr. af 2020-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 21. december.