Mødedato: 28.04.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Amager Musikfestival 2016

Uffe Fløng søger støtte til Amager Musikfestival.

Indstilling

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller, 

1) At Amager Øst Lokaludvalg beslutter, om projektet skal støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.000 eller om der ikke skal tildeles støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af 11 kirker på Amager har Uffe Fløng søgt om kr. 5.000 i støtte til Amager Musikfestival. Amager Musikfestival har eksisteret i 43 år og finder sted hvert år i september/oktober, hvor der afholdes en koncert i hver af de 11 kirker, heraf 5 i Amager Øst bydel. Der forventes 500 deltagere og der er gratis adgang.

I år er temaet “Orglet i alle dets facetter”. De færreste kender til orglets mange muligheder og udtryksformer. Med en stumfilms-koncert, en eftermiddag med orgelklubben, hvor publikum (børn fortrinsret) bliver inviteret op til orglet, en harmonika-koncert (orglets lillebror) kommer festivalen vidt omkring.

Amager Musikfestival har søgt støtte hos lokaludvalget 7 gange tidligere. Der er søgt og bevilget kr. 5.000 alle 7 år. Tidligere evalueringer er uddybende og beskriver nogle vellykkede og velbesøgte arrangementer. Evalueringer kan findes på http://www.aølu.dk/puljemidler/det-har-vi-stottet/.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 86.030. Der er egenfinansiering for kr. 56.000, samt og de resterende kr. 30.000 søges som støtte fra fonde m.v.. Amager Vest Lokaludvalg ansøges ligeledes om kr. 5.000.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen. Der var uenighed i arbejdsgruppen om, hvorvidt der skal tildeles støtte til projektet. 4 medlemmer stemte for at støtte, 3 stemte imod.

Begrundelsen for at støtte er et ønske om at bakke op om det frivillige arbejde på øen, at ansøgningen kommer fra et segment som lokaludvalget ikke får mange ansøgninger fra, samt at der er stor medfinansiering.

Begrundelsen for ikke at støtte er, at lokaludvalget har støttet projektet 7 gange. I overensstemmelse med lokaludvalgets puljemiddelkriterier pkt. 8, skal lokaludvalget være opmærksom på om initiativer, der tidligere har modtaget støtte, har undergået en videreudvikling siden sidste ansøgning.

Økonomi

Der er søgt om kr. 5.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der enten bevilliges en underskudsgaranti på kr. 5.000 eller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 9. november 2016.

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om hvorvidt projektet skal støttes med kr. 5000

For at tildele projektet støtte på kr. 5.000 stemte: Martin Hein, Karl Vogt-Nielsen, Rasmus Steenberger, Bo Jensen,  Randi Sørensen, Sten Lykkebo, Tonni Andersson, Svend Aage Sørensen, Käte Hommelgaard, Jan Kyrsting, Lasse Rossen, Ole Melgaard,

Imod at støtte projektet stemte: Ole Pedersen, Eva Damgaard

Følgende undlod at stemme: Carsten Sahl Mortensen, Bruno Jacobsen, Agnes Lazzarotto.

Projektet tildeles en støtte på kr. 5000 af 2016 puljedmilerne

Til top