Mødedato: 28.04.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Musikken på Amager

Musikforeningen 5-øren søger støtte til udgivelse af bogen Musikken på Amager.

Tidligere beslutninger

31. marts 2016:

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen og kunne ikke træffe afgørelse på baggrund af de foreliggende oplysninger. Lokaludvalget besluttede at udsætte behandlingen af ansøgningen til mødet i april. Ansøger inviteres til at deltage på møde i arbejdsgruppen BIFUK med henblik på at besvare spørgsmål omkring projektets form og budget.

Indstilling

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller, 
1) At Amager Øst Lokaludvalg beslutter, om projektet skal støttes med en underskudsgaranti på kr. 40.000 eller der ikke skal tildeles støtte til projektet.

Problemstilling

På vegne af Musikforeningen 5-Øren har Per Abildtrup søgt om kr. 40.000 i støtte til udgivelse af bogen Musikken på Amager. Bogen vil skildre rockmusikken på Amager fra 1965-2015 og sætte fokus på musikere, spillesteder, studier m.m. - fortalt og beskrevet efter interviews med lokale nøglepersoner. Musikforeningen 5-øren er initiativtager til projektet og planlægger at udgive bogen i december 2016.

Det samlede budget er på kr. 120.000 og søges finansieret via fonde. Der er en egenfinansiering på kr. 70.000 til aflønning som ikke indgår i det fremsendte budget.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen havde på sit møde den 12. april besøg af ansøger, der uddybede projektets økonomi. På den baggrund indstiller halvdelen af BIFUK at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 40.000, da der er tale om en spændende udgivelse, der har relevans for mange borgere på Amager. Der er lagt et stort frivilligt arbejde i projektet af en lokal forening og bogen støtter op om den lokale identitet.

Den anden halvdel af BIFUK ønsker ikke at tildele støtte til projektet. Nogle mener at projektet er et kommercielt foretagende, som lokaludvalget som offentlig myndighed ikke kan støtte. Andre mener, at der er for mange uklarheder i forhold til projektets regnskab, bl.a. i forhold til indtægter fra salg af bøger.

Økonomi

Der er søgt om kr. 40.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der enten bevilliges en underskudsgaranti på kr. 40.000 eller at der ikke tildeles støtte til projektet.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31.12.2016.

Beslutning

Der blev stemt om hvorvidt projektet skal tildeles støtte på kr. 40.000

Imod at tildele projektet støtte stemte: Tonni Andersen, Jens William Grav, Bruno Jacobsen, Agnes Lazzarotto,

For at tildele projektet støtte på kr. 40.000 stemte:  Karl Vogt-Nielsen, Rasmus Steenberger, Bo Jensen,  Randi Sørensen, Michael Bagge Kuhen, Sten Lykkebo, Svend Aage Sørensen, Käte Hommelgaard, Jan Kyrsting,  Lasse Rossen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen

Følgende undlod at stemme: Martin Hein, Carsten Sahl Mortensen.

Projektet tildeles støtte på kr. 40.000 af 2016 puljedmidlerne. Støtten forudsætter at hele eller dele af projektet er afsluttet inden årets udgang og at ansøger løbende orientere sekretariatet om fremdriften i projektet.  

 

Til top