Mødedato: 28.02.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: 3-2-1 STEM

Ruth Lerche søger på vegne af Børne-Kulturpiloterne om støtte til 3-2-1 STEM

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afslår ansøgningen til ”3-2-1 STEM” 

Problemstilling 

På vegne af Børne-Kulturpiloterne har Ruth Lerche søgt om 35.000 kr. i støtte til ”3-2-1 STEM”

Det Levende Demokratispil 3-2-1 STEM er en interaktiv teaterforestilling med afsæt i børn og unges forståelse af demokrati. Det er en genopsætning af en forestilling fra 2015, som vil inddrage børn i debat om demokrati og valg gennem leg og bevægelse. Anledningen for genopsætningen er de forestående folketings- og europaparlamentsvalg. Det er udviklet af børn på Amager på tværs af bydele hvor publikum inviteres til at deltage som levende brikker på et stort brætspil.

Forestillingen vil være to dage på Spring teaterfestival, hvor det er åben for alle.

Samarbejdspartnere: 

  • Helhedsplanen Partnerskabet i Urbanplanen
  • Børne Kulturhus Ama’r
  • Teater ZeBU og Spring teaterfestival
  • De lokale skoler i vest Dyveke-, Peder Lykke- og Amagerfælled skole
  • De lokale skoler i øst Lergravsparken- og Amagerbro skole

Målgruppen er 6.-9. klasses elever fra de ovenstående skoler. Til forestillingerne forventes et deltagerantal på 500-700.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 93.000 kr. Der er også søgt om 35.000 kr i Vest.

Egenfinansiering: 23.000 kr og derudover er der medarbejdertimer fra Børne-Kulturpiloterne, Partnerskabet og Børne Kulturhus Ama’r.

På BIFUK-arbejdsgruppemødet d. 5.2.19 blev det bemærket, at AØLU i 2015 støttede projektet ”Amar tager ordet Demokratiet ud af boksen” med kr. 60.000,- til blandt andet udvikling af demokratispillet, som der her ansøges om at genopføre. Evalueringen kan læses her: http://www.aølu.dk/assets/EVAL-AmartagerordetDemokratietudafboksen.pdf

Løsning 

BIFUK har drøftet ansøgningen og indstiller for nuværende afslag med følgende begrundelse: på det forelæggende grundlag kan projektet ikke støttes, da der mangler en konkret plan for hvilke skoler der deltager og hvor mange børn der inddrages. Det er uklart hvordan det knytter sig an til undervisningen som foregår i skolen.

BIFUK har anmodet sekretariatet om at indhente svar fra ansøger på følgende spørgsmål inden lokaludvalgsmødet:

  • Hvilke konkrete aftaler med skolerne foreligger der?
  • Hvilke skoleklasser har takket ja til at indgå?
  • Hvordan er skolerne valgt ud? Hvordan kan det i den forbindelse være, at Højdevangens Skole, Gerbrandskolen og Skolen ved Sundet ikke er indtænkt?
  • Hvordan knytter projektet sig an til den undervisning, som foregår i skolerne?

Økonomi 

Der er søgt om 35.000 kr. af 2019-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der gives afslag på ansøgningen med det forelæggende grundlag. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. august.

Beslutning

Der blev stillet forslag om, at støtte projektet med ansøgte beløb, kr. 35.000.

For stemte: Bente Lildballe, Claus Henrik Høyer, Rune Solvang og Morten Thygesen.

Imod stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Maj Tellefsen, Frank Lambert, Nicki Wassmann Brøchner, Rasmus Munch Søndergaard, Sven Løntoft, Käte Hommelgaard, Randi Sørensen, Susanne Møller, Jens William Grav, Keith Gray, Ole Meldgaard og Ole Pedersen.

Undlod at stemme: Jørgen Mark Pedersen, Joan Antonsen og Hans Jørgen Møller. 

Dermed var der ikke flertal for at støtte projektet med 35.000 kr. og indstillingen blev vedtaget. Der bevilliges ikke støtte til projektet.

Til top