Mødedato: 28.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Microsoft Teams

Puljeansøgning: Bogprojekt omkring jubilæum for Sundby Kirke i 150 år

Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv (SULFA) søger støtte til udgivelse af en bog i anledning af Sundby Kirkes 150 års jubilæum.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 25.000 kr. til ”Bogprojekt omkring jubilæum for Sundby Kirke i 150
år”.

Problemstilling

På vegne af Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv (SULFA) har Anders Hjorth søgt om 50.000 kr. i støtte til udgivelse af en bog i anledning af Sundby Kirkes 150 års jubilæum.

Sundby Kirke havde i 2020 150 års jubilæum. Kirkejubilæet er udskudt på grund af corona. Bogen forventes udgivet efteråret 2021 i 500 eksemplarer. Målgruppen er borgere i Sundby. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 75.000 kr. Der er en egenfinansiering på 25.000 kr. Der er ikke søgt støtte andre steder, men ansøger arbejder på at finde yderligere finansiering.

Ansøger har tidligere modtaget støtte fra Lokaludvalget til to bogudgivelser:

  • November 2020: 23.993,75 kr i støtte til udgivelse af en bog om maleren Erik Jensen.
  • 2015: 30.000 kr. i støtte til udgivelse af bogen "Her der og alle vegne: en amagerdrengs erindringer" om Anker Jespersen.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 25.000 kr.

Det er et fint lokalhistorisk projekt. Projektet indstilles til støtte på 25.000 kr. da der savnes med- og egenfinansiering. BIFUK foreslår, at et potentielt tilsagn inkluderer en opfordring til at tænke formidlingen af bogen med fx med en artikel i Ama’Røsten og opsøgende arrangementer.

Økonomi

Der er søgt om 50.000 kr. af 2021-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 25.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. december 2021. 

Beslutning

Der blev stillet forslag om afslag, da der ikke foreligger en konkret samarbejdsaftale med Sundby Kirke. Dermed er det ikke tydeligt at projektet har opbakning fra kirken.

Lokaludvalget stemte om forslaget.

For afslag til projektet stemte: Hanne Kusiak, Randi Sørensen, Rasmus Steenberger, Frank Lambert, Ole Pedersen, Rene Steinvig, Nanna Tofte, Anders Lundsager, Lasse Rossen, Martin Hein, Iben Lindemark, Tom Christensen, Ole Meldgaard, Nicki Wassmann Brøchner, Karl Vogt-Nielsen, Marianne Moegreen, Rikke Lauritsen, Jørgen Mark Pedersen, Ane Jette Thomsen, Susanne Møller

Imod afslag til projektet stemte: Jens William Grav.

Forslaget blev dermed vedtaget. Projektet støttes ikke.

Til top