Mødedato: 28.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Orientering om Sammen om Byen samt fremadrettet arbejde med borgerbudgetter i København

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller

at udvalget tager orienteringen til efterretning 

Problemstilling

D. 26. marts 2015 besluttede Borgerrepræsentationen, at Økonomiforvaltningen, med inddragelse af de øvrige forvaltninger, lokaludvalg og centrale civilsamfundsaktører, skulle udarbejde forslag til fælles kommunale principper for, hvordan kommunen fremadrettet kan styrke dialogen med københavnerne om byens udvikling. Hertil kom, at Socialistisk Folkeparti den 26. marts 2015 stillede medlemsforslag til Borgerrepræsentationen om at pålægge Økonomiforvaltningen med inddragelse af øvrige forvaltninger at udarbejde forslag til en model for brug af borgerbudgetter i København. Borgerrepræsentationen henviste d. 26. marts 2015 medlemsforslaget til Økonomiudvalget.

På Økonomiudvalgets møde den 12. januar 2016 blev indstillingen fra Økonomiforvaltningen med de 5 principper vedtaget uden afstemning. Dog fremsatte Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF følgende ændringsforslag:

Økonomiudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen:
- at Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde et budgetnotat til de kommende budgetforhandlinger med forslag til, hvordan lokaludvalgene kan tildeles midler til forsøg med borgerbudgetter fra 2017-2019, hvor den konkrete udmøntning kan ske i et mere lokalt regi, f.eks. et skoledistrikt.

- at det godkendes at forpligte forvaltningerne til at bistå lokaludvalgene i arbejdet med borgerbudgetter, såfremt der bevilges midler til forsøg med borgerbudgetter i budget 2017.

Ændringsforslaget blev vedtaget med 7 stemmer mod 4.
2 medlemmer undlod at stemme. For stemte: A, Ø og F. Imod stemte: V, O og C. B undlod at stemme.

Principperne og Økonomiforvaltningens forslag til brug af model for borgerbudgetter behandles i Borgerrepræsentationen d. 28. januar 2016.

Løsning

at udvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter evt. forslag til videre proces.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.  

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.
Til top