Naboorientering Strandlodsvej 3-5
Indstilling
Formanden indstiller, at Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar
Problemstilling
Via høringsportalen Bliv Hørt modtog Amager Øst Lokaludvalg kort før jul orientering om naboorientering vedr. Strandlodsvej 3-5. Høringsfristen var den 14. januar 2016.
Center for Bygninger har modtaget en ansøgning om tilladelse til at indrette beboelse og erhverv på Strandlodsvej 3-5 og i den forbindelse at om- og tilbygge samt nedrive dele af den eksisterende bebyggelse. Den eksisterende tagetage på bygningen på Strandlodsvej 3 nedrives, og der opføres ny 3. og 4. sal. Bygningen indrettes med 4 rækkehuse. Den eksisterende bygning på Strandlodsvej 5 indrettes med erhverv i stueetagen og 15 boliger på 1. og 2. sal. Der etableres nye altaner og tagterrasser mod Lindgreens Allé 5. Den eksisterende bygning på bagsiden af Strandlodsvej 5 om- og tilbygges, og en del af bygningens eksisterende 1. sal nedrives. Bygningen indrettes med depotrum i stueetagen og med et trappetårn. Der opføres en ny garagebygning, som er delvist nedgravet. Garage-bygningens højde i skel er mellem 1,5 og 2,5 m, mens garagebygningens længde i skel mod nord er 17,5 m og længden i skel mod øst er 21,3 m.
Løsning
Miljø- og plan arbejdsgruppen drøftede høringen på dets møde den 13. januar 2016. På den baggrund udarbejdede sekretariatet et høringssvar, som er indsendt til forvaltningen med forbehold for lokaludvalgets endelige godkendelse.
Lokaludvalget bedes godkende det bilagte udkast til høringssvar.