Mødedato: 28.01.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning og drøftelse vedr. ønsker til overførselssagen

Indstilling

Formanden indstiller,

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen

2. At Amager Øst Lokaludvalg beslutter hvilke projekter, udvalget vil arbejde for at fremme i forbindelse med overførselssagen

3. At Amager Øst Lokaludvalg udpeger en tovholder til at synliggøre de enkelte projekter frem mod de politiske forhandlinger

Problemstilling

Lokaludvalget besluttede på sit møde den 13. december 2014 en fast procedure for at føre lokaludvalgets budgetønsker ind i budgetforhandlingerne i Københavns Kommune. Baggrunden var et ønske om at styrke opmærksomheden om lokale projekter. Derfor er det væsentligt, at projekterne synliggøres i månederne op til forhandlingerne for at opnå politisk og offentlig opmærksomhed.

Beslutningen foreskriver, at lokaludvalget i en tidlig fase forud for dels budgetforhandlingerne i sensommeren og dels forårets forhandlinger om uforbrugte midler: "Overførselssagen", bliver enige om og prioriterer, hvilke projekter lokaludvalget ønsker at bringe videre. De udvalgte projekter skal dernæst synliggøres gennem politiske kanaler, borgmester- og udvalgsinvitationer samt læserbreve mv.

Herunder fremgår det hvilke projekter Amager Øst Lokaludvalg besluttede at fremme i overførselssagen 2015, men som endnu ikke er finansierede.

Hundegård på Prags Boulevard  jvf. udarbejdet skitseprojekt
Etablering af hundegård i den vestlige ende af Prags Boulevard jvf det skitseoplæg, som lokaludvalget har fået udarbejdet på baggrund af ønske fra hundenetværket. Anslået pris for at etablere en løsning, der passer ind i forhold til Prags Boulevards udtryk, er 200.000 kr. En standardløsning kan etableres for 50.000 kr. 
 
Sundbyøster Plads - flytning af bindingsværkshus samt optimal istandsættelse
Flytning af bindingsværkshus således at dette kan indgå i den fremtidige pladsdannelse samt eventuelle ekstramidler, der kan supplere bygherres forbedringer.
- Anslået pris ukendt

Strandlodsvej - helhedsplan for trafikafvikling
Udarbejdelse af forprojekt / helhedsplan for trafikafviklingen på Strandlodsvej fra Prags Boulevard til Øresundsvej med henblik på at sikre en helhedsorienteret og koordineret løsning for den fremtidige trafik på vejen. Projektet vurderes særligt vigtigt i forhold til Nordøst Amagers fremtidige byudvikling, hvor vejens funktion vil blive ændret fra tidligere i takt med, at der kommer beboelse. Forvaltningen forslår fokus på lastbilparkering, hastighedsbegræning samt cykelstier. Anslået pris 200.000 til 500.000 kr.

Amager Strandpark jvf. input til belysningsmasterplanen
Fra Amager Strandvej og ud til Badeanstalten Helgoland, Den Blå Foreningsby og Naturcentret samt på stien mellem station 1 og 3 er der behov for lys, hvis man gerne vil løbe en tur eller lignende om vinteren. Der er udarbejdet projekt, men uden finansiering. Pris: 670.000 kr i 2013 priser. Prioritering af stykket fra Øresundsvej til Helgoland.

Belysning ved pladsen Moselgade / Lergravsvej 
Belysningen ved pladsen Lergravsvej / Moselgade v. fritidshjemmet Smilehullet. Opsætning af ekstra wire ved Lergravsvejs enden samt et par ekstra lamper til at supplere den ene, der sidder i det lille stianlæg idag. Pris 100.000 kr. Alternativt en løsning tættere på Moselgade-enden hvilket kræver, at der bliver gravet og opsat ekstra master (efter model på Dantes Plads, hvor lyset virker dynamisk og også giver effekt-belysning). Det vil koste omkring 150.000 kroner.  

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter hvorvidt ovenstående projekter er relevante i forbindelse med overførselssagen for budget 17, samt hvilke yderligere projekter, der kan være relevante at arbejde med.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Sekretariatet fremsender en samlet liste over ønsker til de politiske ordføre samt gruppeformændene. Derudover iværksætter de enkelte tovholdere aktiviteter mv. der skal synliggøre de enkelte projekter op til forhandlingerne om de overførte midler.

 

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg drøftede sagen

Amager Øst lokaludvalg besluttede at prioritere følgende projekter fremmod overførselssagen. Tovholder i parentes.

Hundelegeplads på Prags Boulevard (Eva Damgaard)

Sundby Øster Plads - flytning af bindingsværkshus samt optimal instandsættelse (Jens William Grav)

Strandlodsvej (Sten Lykkebo som ikke var tilstede på mødet blev foreslået sammen med Eva Damgaard)

Amager Strandpark jf. input til belysningsmasterplanen (Jens William Grav)

Belysning ved pladsen Moselgade / Lergravsvej (Jens William Grav)

Amagerbro Torv jf. det igangværende arbejde med at udvikle et projektoplæg (Ole Melgaard)

Prøvestien fase 1 (Karl Vogt-Nielsen)

Til top