Mødedato: 27.10.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Juleudsmykning og juleoptog på Amagerbrogade + sidegader

Ama'r Butikkerne søger støtte til julebelysning og optog.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst lokaludvalg,

1) At lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 30.000 til julebelysning på Amagerbrogade.

Problemstilling

På vegne af Ama’r Butikkerne har Rene Steinvig søgt om kr. 50.000 i støtte til Julebelysning og optog på Amagerbrogade og sidegader. Traditionen tro sætter Amar Butikkerne julebelysning op på Amagerbrogade samt nogle af sidegaderne fra 26. november til 30. december. I forbindelse med tænding af julebelysningen afholdes et stort optog den 26. november hvor foreninger, organisationer og erhvervsliv deltager. Sædvanligvis deltager 60.-80.000 borgere ved optoget.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 527.535. Der er en egenfinansiering på kr. 352.535 og der forventes tilskud fra Københavns Kommune på kr. 95.000. Amager Vest Lokaludvalg søges om kr. 30.000.

Lokaludvalget har gennem en årrække støttet julebelysningen (2008-11, 2013-14). Dog blev der ikke søgt hos Amager Øst i 2015, hvorfor der i år søges mere i Amager Øst end i Amager Vest. I 2014 bevilgede Amager Øst Lokaludvalg kr. 20.000.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 30.000. Der indstilles et mindre beløb end det ansøgte set i lyset af mange tidligere bevillinger til bl.a. lyskæder. 

BIFUK finder at julebelysningen og optoget er en oplevelse for borgerne der giver samhørighedsfølelse i lokalområdet. BIFUK vil ligeledes gerne understøtte en positiv udvikling af butikslivet i området. Et mindretal i BIFUK ønsker ikke at støtte projektet, da man ikke ser det som lokaludvalgets opgave at støtte julebelysning.

Økonomi

Der er søgt om kr. 50.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 30.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. januar 2017.

 

Beslutning

Nicki Wasmann Bröchner stillede forslag om at projektet ikke tildeles støtte.

For ændringsforslaget stemte: Nicki Wasmann Bröchner, 

Imod ændringsforslaget stemte: Thomas Frisendal,  Ib Wendrup, Carsten Sahl-Mortensen, Bo Jensen, Winnie Lundgren, Sven Løntoft, Martin Hein, Rune Solvang, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Käte Hommelgaard, Kirsten Sommer Christiansen, Randi  Sørensen, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Lone Munk

Følgende undlod at stemme: Ingen.

Dermed blev ændringsforslaget forkastet

Ole Pedersen stillede forslag om at projektet støttes med kr. 40.000. Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.  

For ændringsforslaget stemte: Thomas Frisendal,  Ib Wendrup,  Bo Jensen, Winnie Lundgren, Sven Løntoft, Martin Hein, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Käte Hommelgaard, Kirsten Sommer Christiansen, Randi  Sørensen,  Ole Melgaard, Ole Pedersen, Lone Munk

Imod ændringsforslaget stemte: Nicki Wasmann Bröchner, Eva Damgaard, Carsten Sahl-Mortensen.

Følgende undlod at stemme: Rune Solvang,

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 40.000 af 2016 puljemidlerne.

Der opfordres til at lokaludvalget deltager i juleoptoget.

 

 

Til top