Mødedato: 27.09.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: The too late night show

Sebastian Søndergaard søger støtte til produktion af en webserie og premierearrangement for børn og unge.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 18.000 kr. til ”The Too Late Night Show”

Problemstilling

På vegne af Alarm Film har Sebastian Søndergaard søgt om 18.000 kr. i støtte til ”The Too Late Night Show”. Der søges støtte til produktion af en webserie om online-kultur samt premierearrangement med oplæg for lokale skoleelever ml. 12-17 år. Webserien, som er på 8 afsnit á 10 min. optages i efteråret 2018.

Formålet med projektet er at skabe debat og dialog om internetkultur, og give et satirisk blik på moderne journalistik og online "Clickbait"-kultur. Serien pointerer, hvordan populære talkshows er blevet større og mere indflydelsesrige, samtidigt med at indholdet er blevet mere og mere overfladisk. Mange unge ender i faldgruber på nettet, der kan have alvorlige konsekvenser. Derfor appellerer serien til at unge bliver mere kritiske overfor online medier.

Den 29. november inviteres lokale skoleelever til premiere på webserien samt oplæg fra Mads Vestergaard, der er forfatter til bogen 'Fake news - når virkeligheden taber' i Kvarterhuset. Der vil også blive sendt materiale ud til de inviterede skoler med information og eksempler på fake news, redskaber til at manøvrere på nettet og opdage faldgruberne. Der er en også en 'fake news quiz', hvor det gælder om at være kildekritisk for at finde de virkelige nyheder.

Der forventes 80-100 publikummer til premieren. Der er gratis adgang. Efter premieren bliver serien tilgængelig på YouTube.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 25.500 kr. Der er bevilget 7.500 kr. fra Snabslanten. Alle medvirkende arbejder frivilligt med produktion af serie m.v..

Om ansøger: Alarm Film er stiftet af fire studerende på film- og medievidenskab. Deres fælles drøm er at leve af at lave fiktion. En stor del af de penge, de tjener for at producere videoer for virksomheder, anvendes derfor til at købe udstyr, så de billigere kan lave fiktionsprojekter.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 18.000 kr.

BIFUK synes godt om at projektet sætter fokus på og skaber debat om online kultur og at der er en stor grad af frivilligt arbejde. Det er en forudsætning for støtte, at der etableres et konkret samarbejde med skolerne i bydelen.

Økonomi

Der er søgt om 18.000 kr. af 2018-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 18.000 kr.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 29. december 2018.

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 18.000 kr.
Til top