Mødedato: 27.08.2020, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: AGA WORKS

Sara McNulty søger om støtte til AGA WORKS.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 9.000 kr. til ”AGA Works” 

Problemstilling 

Sara McNulty søger om 9.000 kr. i støtte til ”AGA WORKS”. 

AGA Works er et udstillings- og aktivitetssted på Vermlandsgade 61 i en garage i den gamle AGA-fabrik. Der søges om støtte til de første projekter i en længere række af aktiviteter i garagen. Ca. 50 kunstnere har atelier her. 

Aktiviteterne finder sted fra september til december. Målgruppen er borgere som bor og arbejder i området samt kunstinteresserede i hele byen. Der forventes ca. 500 deltagere. 

Programmet for de tre udstillinger/events spænder over vævning, håndværk, maleri, musik, skulptur, film, lyd og koncert i samarbejde med seks forskellige kunstnere. 

Det er hensigten at Garagen skal være et lokalt mødested, som styrker områdets kulturelle identitet. Kunstnerne i bygningen har været ateliererne i 12 år og arbejder på at etablere det som et permanent kulturelt center i området, med bl.a. atelierer, værksteder, kunstnerophold og udstillinger. AGA Works bliver af ansøger set som en essentiel del af den udvikling. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 10.000 kr. Egenbetaling: 1.000 kr. Projektet har desuden fået støtte til bl.a. administration, fotograf mm. på 25.000 fra Statens Kunstfond, hvilket er særskilt fra denne ansøgnings budget.  

Efter behandlingen af ansøgningen på arbejdsgruppemødet har sekretariatet været i dialog med ansøger om et eventuelt overlap i budgetterne mellem denne ansøgning og en Kvikpuljeansøgning (Maria Zahl & DEAP), da udstillingen der søges til i Kvikpuljeansøgningen også figurerer i nærværende ansøgning, som første del af udstillingsrækken i september til oktober 2020. For at tydeliggøre, at der ikke er overlap mellem budgetterne har ansøger sendt et udspecificeret budget, som viser, at der søges specifikt til udstilling 2 og 3.

Kvikpuljeansøgningen til Maria Zahl & DEAP (udstilling 1 i denne ansøgning) fik tildelt støtte på 4.950. 

Løsning 

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 9.000 kr.

Ansøgningen understøtter det kunstneriske miljø, som spiller ind i Lokaludvalgets plan for Nordøstamager. Det er positivt at der fra ansøgers side er et ønske om at åbne op for bydelen og invitere bredt. Ansøgningen indstilles af de grunde til fuld støtte. 

Økonomi 

Der er søgt om 9.000 kr. af 2020-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 9.000 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 4. januar 2021. 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For at støtte med 9.000 kr. stemte: Frank Lambert, Ole Meldgaard, Ole Pedersen, Rune Solvang, Jørgen Mark Pedersen, Keith Gray, Karl Vogt Nielsen, Iben Lindemark, Anita Hammer, Lasse Rossen, Hanne Kusiak, Ane Jette Thomsen, Tom Christensen,  Jens William Grav, Randi Sørensen, Susanne Møller og Rasmus Steenberger

Imod at støtte med 9.000 kr. stemte:  Marianne Moegreen, Martin Hein, Rene Steinvig og Nicki Wassmann Brøchner.

Ingen undlod at stemme.

Indstillingen blev dermed vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 9.000 kr.

Der blev stillet forslag om at ændre formuleringen af første linje i begrundelsen for tilsagn til "Ansøgningen understøtter det kunstneriske miljø på Nordøstamager." Forslaget blev vedtaget.

Til top