Mødedato: 27.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Secret Garden (BIFUK)

Lise Borup søger støtte til udstillingen Secret Garden.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Lise Borup på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

Lise Borup søgte den 27. januar 2014 om kr. 50.000 til projekt ”Secret Garden”. Projektet går ud på at lave en kunstudstilling i et tomt butikslokale på Amagerbrogade fra 1.4.-30.4.2014. Udstillingen skal skildre en forladt haveforening ved Kløvermarken, som har stået urørt et par år.
Målgruppen er alle forbipasserende, der vil kunne se udstillingen døgnet rundt. Formålet er at give en kunstoplevelse til de mennesker, der normalt ikke beskæftiger sig med kunst, at bevare liv i butikkerne, samt at sætte fokus på lokalbefolkningens rolle i forhold til at tage del i og værne om bydelen. Ansøger er nyuddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i 2012.

Det samlede budget er på kr. 90.000. Der er medfinansiering (anden støtte ansøgt) for kr. 40.000. Lokaludvalget søges om støtte til posterne leje af lokale, materiale installation, kunstnerisk produktion og teknisk udstyr (særligt udstyr der skal bruges til at tage fotos). Der er ingen samarbejdspartnere i projektet.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 4. februar 2014 og indstiller at støtte med kr. 10.000 til leje af lokale og materialer til installation. Projektet støtter op omkring at få mere liv på Amagerbrogade. BIFUK vil gerne støtte op om idéen med at bruge de tomme butikslokaler, men ønsker ikke at finansiere en kunstners udgifter til produktion af et kunstværk. Jens William Grav ønsker af principielle grunde ikke at støtte ansøgningen.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Lise Borup på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 50.000 af 2014-puljemidlerne.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. maj 2014.

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.
 
For at støtte projektet med 10.000 kr stemte: Ib Wendrup, Jens Green Jensen, Søren Albek, Karl Vogt-Nielsen, Käte Hommelgaard, Hans Jørgen Møller, Jan Kyrsting, Rune Solvang, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen, Martin Duus, Eva Damgaard, Ole Meldgaard, Ole Pedersen.

Imod at støtte projektet med 10.000 kr. stemte: Per Lönn-Christensen, Steen Olesen, Lars Berg Schovsbo, Jens William Grav.

Følgende undlod at stemme: Casper Mortensen, Michael Bagge Kuehn, Lasse Rossen, Anne Duus 

Indstillingen blev således vedtaget. Projektet støttes med 10.000 kr.
Til top