Mødedato: 27.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Kom og syng af hjertens lyst (SOSU)

Patientforeningen Elsk Dit Hjerte søger støtte til Kom og syng af hjertens lyst.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Patientforeningen Elsk Dit Hjerte på baggrund af indstillingen fra SOSU-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af patientforeningen Elsk dit hjerte søgte Susanne Taylor den 10. januar 2014 om kr. 6.000 i støtte til ”Elsk dit hjerte – kom og syng af hjertens lyst”. Arrangementet finder sted i Nathanaels Kirke den 6. april 2014 og består af en gospelkoncert med koret Crossroad Gospel efterfulgt af et socialt arrangement i sognegården med mad og drikke.
Målgruppen er hjertepatienter, pårørende, faggrupper, men er åbent for alle interesserede. Der er gratis adgang og der forventes 50-70 deltagere. Arrangementet laves i samarbejde med Mødested Amager.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 8.500. Ansøger finansierer kr. 500 til tryk af flyers og Mødested Amager finansierer forplejningen.

Ansøger har tidligere fået kr. 13.000 i støtte fra lokaludvalget til projektet "Syng og mal af hjertens lyst", som blev afviklet i august 2012 (bevilget den 21.6.2012). Evaluering kan læses på http://www.aølu.dk/puljemidler/vi_stotter/evalueringer-2012/ projekt nr. 61.

SOSU-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 4. februar 2014 og indstiller, at der bevilges kr. 4.000. SOSU-gruppen finder at udgiften til koret er uforholdsmæssig stor i forhold til det samlede budget, og at der er tale om en enkeltstående begivenhed.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Patientforeningen Elsk Dit Hjerte på baggrund af indstillingen fra SOSU-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 6.000 af 2014-puljemidlerne.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 6. maj 2014.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Projektet støttes med 4.000 kr.
Til top