Mødedato: 27.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Offentlig høring: Lokalplanforslag for Middelgrundsvej

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. offentlig høring af lokalplanforslag for Middelgrundsvej. 

Problemstilling

Lokaludvalget har den 1. december 2021 modtaget høring vedr. lokalplanforslag for Middelgrundsvej. Høringsfristen er den 26. januar 2022. Amager Øst Lokaludvalg har fået forlænget frist til den 28. januar 2022.  

Lokalplanforslag for Middelgrundsvej er sendt i høring af Teknik- og Miljøforvaltningens enhed Plan, Analyse, Ressourcer og CO2-reduktion. 

Teknik- og Miljøudvalget har anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag, da man ønsker at bevare bygningen på Amagerbrogade 135-137 og Middelgrundsvej 2 A-C fra 1880.

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 20. september 2021 besluttet, at der skal nedlægges et§ 14-forbud for ejendommen, fordi de ønsker at bevare de eksisterende bygninger og den lokale kontekst som vidnesbyrd om det historiske Amagerbrogade samt kvarterets og gadens udvikling.

Det betyder, at Teknik- og  Miljøforvaltningen har udarbejdet en bevarende lokalplan for ejendommen. Lokalplanen skal sikre bevaring af bygningen og der muliggøres ikke nybyggeri. Bevaringsværdige bygninger må ikke ændres, ombygges eller rives ned. Teknik- og Miljøudvalget kan ved dispensation tillade, at bevaringsværdige bygninger ændres, ombygges eller nedrives.

Løsning

PET-arbejdsgruppen har drøftet høringen på sit arbejdsgruppemøde den 13. januar. 

PET-arbejdsgruppen anbefaler, at lokaludvalget vedtager det høringssvar, der allerede er fremsendt i december 2021 ifbm. den indledende høring af lokalplanforslaget for Middelgrundsvej. 

Videre proces

Sekretariatet fremsender det vedtagne høringssvar til forvaltningen umiddelbart efter lokaludvalgsmødet. 

Beslutning

Der blev stillet forslag om følgende tilføjelse i begyndelsen af høringssvaret: "Vi takker for, at vores indvendinger er blevet hørt - og vi henviser derfor blot til vores tidligere høringssvar i sagen, som var:"

Høringssvaret blev vedtaget uden afstemning med den nævnte tilføjelse.

Til top