Puljeansøgning: Painting Potluck
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte Painting Potluck.
Problemstilling
På vegne af Atelierforeningen Prag61 har Anna Taina-Nielsen søgt om 5.000 kr. i støtte til Painting Potluck.
Eks-rummet er Amagers eneste kunstnerdrevne non-profit galleri. Eks-rummet har eksisteret siden 2015 og ligger i en gammel industribygning på Prags Boulevard 61, som nu huser Atelierforeningen Prag61. I foreningen arbejder til dagligt 20 kunstnere.
Et udvalg i foreningen styrer og tager sig af udstillingerne i Eks-rummet. Siden opstart har det været en udfordring at lokke publikum til udstillingerne, da det har været sparsomt med midler til at reklamere og lave større events.
Den 28. oktober afholder Eks-rummet fernisering på gruppeudstillingen “Painting Potluck”. I løbet af udstillingsperioden afholdes der 4. og 5. november det årlige event “Åbent Hus” i atelierforeningen. Her kan gæsterne komme på rundvisning i udstilling og atelierer, og tale med de kunstnere der arbejder på stedet.
I den forbindelse søges lokaludvalget om støtte til fernisering og PR i lokalområdet. Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 15.304 kr. Der er søgt 5.000 kr. hos Statens Kunstfond og resten finansieres af ansøger.
Ansøger har ikke tidligere søgt støtte hos lokaludvalget.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at lokaludvalget undlader at støtte projektet. Ansøgningen ses på linje med tidligere ansøgninger fra gallerier om støtte til udstillinger og ferniseringer, som lokaludvalget normalt ikke støtter, med mindre der er tale om tværgående samarbejdsprojekter.
Økonomi
Der er søgt om 5.000 kr. af 2017-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke tildeles støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5. december 2017.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om at projektet støttes med det ansøgte beløb kr. 5.000 med den begrundelse at projektet er et foreningsbasseret initiativ drevet af frivillige kræfter.
For ændringsforslaget stemte:Lasse Rossen, Martin Hein, Sten Lykkebo, Ib Wendrup, Käte Hommelgaard, Iben Lindemark, Eva Damgaard, Sten Olesen, Rune Solvang, Karl Vogt-Nielsen, Svenb-Åge Sørensen, Winnie Lundgreen, Carsten Sahl Mortensen, Bo Jensen.
Ingen stemte imod
Følgende undlod at stemme: Ole Pedersen, Ole Melgaard, Sven Løntoft.
Projektet støttes dermed med en underskudsgaranti på kr. 5000 af 2017 puljemidlerne.