Puljeansøgning: Julearrangementer i N.A.B.O. Center
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra SOSU-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 10.000 kr. til Julearrangementer i N.A.B.O. Center Amager.
Problemstilling
På vegne af N.A.B.O. Center har Bente Clausen søgt om 12.300 kr. i støtte til julearrangementer. Størstedelen af NABO's brugere har ikke kontakt med deres familie og N.A.B.O. Center udgør typisk deres primære sociale netværk. For disse mennesker er julen en tid, hvor den sociale isolation kan føles ekstra barsk. Derfor vil værestedet i december måned afholde forskellige julearrangementer som juleklip, bankospil, juleaften og nytårsmiddag. Der forventes ca. 40-50 deltagere til de forskellige arrangementer. Pårørende kan også deltage.
N.A.B.O. Center har i hhv. 2013, 2015 og 2016 søgt og fået 10.000 kr. i støtte fra lokaludvalget til tilsvarende julearrangementer. Seneste evaluering kan læses på http://www.aoelu.dk/assets/Evalueringsskema-Julearr.-i-NABO.pdf
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 36.700 kr. Der er en egenfinansiering på 12.000 kr. samt medarbejdertimer. Amager Vest Lokaludvalg er ligeledes søgt om 12.300 kr., da brugerne kommer fra både Amager Øst og Amager Vest.
Løsning
SOSU-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Arrangementerne henvender sig til en sårbar gruppe som ellers ikke ville få de samme oplevelser i julen som andre mennesker. SOSU havde gerne set en lidt højere deltagerbetaling til arrangementerne, derfor indstilles der til et mindre beløb end det ansøgte.
Økonomi
Der er søgt om 12.300 kr. af 2017-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5.1.2018.