Offentlig høring: Lokalplanforslag Lindgreens Alle II
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget drøfter lokalplanforslaget og vedtager høringssvar.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. august 2019 offentliggøre lokalplanforslaget Lindgreens Alle II. Lokalplanforslaget skal erstatte den gældende lokalplan 550 Lindgreens Alle fra 2017, som indeholder flere fejl og uklarheder.
Lokalplanforslaget indeholder primært tre ændringer ift. den gældende lokalplan
1. Almene boliger: Den gældende lokalplan sætter for et for højt krav til andelen af almene boliger i delområde C syd for Lindgreens Allé. Lokalplanforslaget nedjusterer kravet med 525 m² med henblik på at overholde planloven, der fastsætter, at der maksimalt kan stilles krav om at 25 pct. af nye boliger skal være almene.
2. Bevaringsværdig bebyggelse: Den gældende lokalplan benyttede betegnelsen "forudsættes bevaret" som Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har kunne håndhæve. Lokalplanforslaget udpeger 3 ud af 7 bygninger, der tidligere var forudsat bevaret som bevaringsværdige.
3. Etageantal: Der ændres ikke på det samlede mulige etageantal med lokalplanforslaget. samlede, muliggjorte etageantal. Tegningsmaterialet er dog generelt ændret med én ekstra etage for at tydeliggør det samlede etageantal i området.
Herudover er lokalplanforslaget primært en videreførelse af bestemmelserne i den gældende lokalplan.
Løsning
Lokaludvalget har tidligere afgivet bemærkninger ifm. udarbejdelsen af det reviderede lokalplanforslag. Lokaludvalget påpegede ved den lejlighed,
1. At en ny lokalplan skal sikre 25 pct. almene boliger,
2. At bygninger der er forudsat bevaret i den gældende lokalplan skal udpeges som bevaringsværdige. Der har i den sammenhæng været afholdt besigtigelse af bevaringsværdige bygninger i lokalplanområdet med Københavns Museum.
3. At bebyggelsesprocenten på 150 ikke bør ændres.
Arbejdsgruppen for Planlægning, Erhverv og Trafik har behandlet lokalplanforslaget og anbefaler, at der fremsendes et høringssvar uden bemærkninger.
Et mindretal i arbejdsgruppen ønskede, at en længebygning på matr.nr. 30b og hovedbygningerne på matr.nr. 30h 30l og 30k også udpeges som bevaringsværdige.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis høringssvar vedtages fremsendes dette til Teknik- og Miljøforvaltningen hurtigst muligt efter lokaludvalgsmødet. Høringsfristen er fastsat til den 23. oktober 2019.
Beslutning
Der blev stillet ændringsforslag om at tilføje følgende formulering tilføjes på linje 10 i høringssvaret:
"Lokaludvalget er overordnet tilfredse med lokalplanforslaget, men vi ønsker at bevare de tre villaer, Lindgreens Allé 4-8, som også er en væsentlig del af det gamle kulturmiljø."
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For stemte: Frank Lambert, Bente Lildballe, Rune Solvang, Jens William Grav og Rasmus Steenberger.
Imod stemte: Rene Steinvig, Tom Christensen, Hanne Kusiak, Ole Pedersen, Hans J. Møller, Trine Hertz, Nanna Tofte, Randi Sørensen, Nicki Wassmann-Brøchner, Lasse Rossen, Susanne Møller og Martin Hein.
Undlod at stemme: Bo Jensen, Iben Lindemark og Nicole Schmitt.
Der var ikke flertal for ændringsforslaget og det blev således ikke vedtaget.
Herefter blev indstillingen vedtaget uden afstemning. Udkast til høringssvar blev vedtaget.