Puljeansøgning: 24 Hemmeligheder
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 60.000 kr. til ”24 hemmeligheder”
Problemstilling
På vegne af Teater ZeBU og Børnekulturhus Ama'r har Henriette Kudsk søgt om 90.000 kr. i støtte til ”24 Hemmeligheder”.
24 hemmeligheder er en interaktiv tværkunstnerisk udstilling, der afholdes fra d.1.-21. december i ZeBU, Børnekulturhus Ama'r og på Musiktorvet. Projektet retter sig mod alle - hovedsageligt daginstitutioner, skoleklasser og børnefamilier. Der forventes 3.000 deltagere.
24 hemmeligheder er et lokalt forankret julekalender-kunstprojekt. Formålet er at stimulere børn og voksnes verdensbilleder og sanselighed, og vise at teater og kunst er noget alle kan være med til at opleve og skabe. Målet er at skabe sammenhængskraft på tværs af alder, etnicitet, kulturel, social og uddannelsesmæssig baggrund.
Projektet lægger vægt på en dialogfremmende proces, hvor børn og kunstnere mødes i øjenhøjde. 4 – 6 rum bliver lavet i workshopforløb i efteråret i samarbejde med lokale skoler og børn fra Amager Øst og Vest. Der er bevilget et huskunstner-projekt via Statens Kunstfond i form af en tværkunstnerisk workshop, der arbejder med lyd og video på tablets.
Ansøger oplyser pr. mail at der samarbejdes med Cph Volunteers, NEXT uddannelse og linjen medier og IT, Kulturpiloterne, Aalborg universitet København og linjen bæredygtigt Design, Sankt Elizabeth Amager og Kvarterhuset.
Skoler der er involveret i at producere rum med kunstnere er:
Skolen på Amagerbro, Skolen på Islands Brygge, Lergravsparken, Dyvekeskolen, Amager Fælled skole, Christianshavns Skole, samt Friluftskolen.
Det er fjerde gang projektet afholdes. Lokaludvalget har støttet med 70.000 kr. i 2015, 60.000 kr. i 2016 og 48.150 i juni 2017.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 633.560 kr. Der er en egenfinansiering på 305.000 kr. (inkl. billetsalg). Der er søgt støtte hos en række fonde og de to lokaludvalg søges om hver 90.000 kr.
Evaluering fra 2017 kan læses på: https://aoelu.kk.dk/sites/aoelu.kk.dk/files/evaluering_splinternye_hemmeligheder.pdf
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 60.000 kr.
BIFUK synes det er positivt at der gøres noget ud af at samarbejde med særlige målgrupper såsom handicapskolen. BIFUK indstiller at støtte med 60.000 kr., da projektet er relativt løntungt.
Økonomi
Der er søgt om 90.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 60.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 10. januar 2020.
Beslutning
Frank Lambert erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af dagsordenspunktet.
Lokaludvalget udtrykte ønske om, at ansøger skal bekræfte at der er samarbejde med en skole for handicappede børn, idet det blev bemærket af Friluftsskolen midlertidigt ikke ligger i Amager Øst bydel. Såfremt der er ikke er samarbejde med en skole for handicappede børn skal der fremsendes en ny ansøgning, der redegøre det.
Herefter blev indstillingen vedtaget med ovenstående bemærkning uden afstemning. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 60.000 af 2019-puljemidlerne.