Mødedato: 26.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Gavlmaleri Donaugade 1

Indstilling 

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 40.000 kr. til ”Gavlmaleri Donaugade 1” 

Problemstilling 

På vegne af A/B Nyungarnsgade har Dennis Rasmussen søgt om 75.000 kr. i støtte til ”Gavlmaleri Donaugade 1”. 

Ansøger søge om støtte til at etablere et gavlmaleri på endegavlen ved Donaugade 1 mod Sadolinparken hvor det skønnes at 1.000 beboere og borgere går igennem om dagen. Ansøger ønsker at udvikle et kunstnerisk motiv, der både adresserer områdets historie, forskellighed i folklore og bæredygtighed udført af en lokal kunstner.

Motivet er ikke besluttet, men ansøger ønsker her at indgå et samarbejde med Jens-Peter Brask fra Braskart, som har kurateret udførelsen af flere gavlmalerier i bl.a. København. Jens-Peter Brask har givet ansøger et samlet tilbud på 125.000 kr. inkl. moms. Tilbuddet indeholder renovering, udsmykning, indhentning af kommunale godkendelser, miljøbeskyttelse, liftleje og honorering af kunstner. Foreningen står for fernisering samt annoncering.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 125.000 kr. Egenfinansiering: 50.000 kr. 

Løsning 

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 40.000 kr. 

Begrundelse: Det er en god idé med udsmykning af gavlen samt inddragelse af en professionel kurator. Lokaludvalget bør prioritere sine resterende puljemidler andetsteds hvorfor der indstilles til mindre i støtte end det søgte beløb. 

Økonomi 

Der er søgt om 75.000 kr. af 2021-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 40.000 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 30. december. 

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte: Ole Pedersen, Frank Lambert, Rune Solvang, Peter Kjær Kristensen, Ole Meldgaard, Felicia Fock, Jørgen Mark Pedersen, Rene Steinvig, Sven Løntoft, Käte Hommelgaard, Ane Jette Thomsen, Lasse Rossen, Randi Sørensen, Keith Gray, Johnny Jordan, Susanne Møller

Imod stemte: Bente Lildballe, Martin Hein.

Undlod at stemme: Marianne Moegreen.

Der var dermed flertal for indstillingen. Projektet støttes med en underskudsgaranti på 40.000 kr.

Til top