Puljeansøgning: Sommerferieåbent i Naturcenter Amager Strand
Indstilling
Miljø og plan-arbejdsgruppen indstiller,
1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 23.000.
Problemstilling
På vegne af Naturcenter Amager Strand har Thomas Ziegler Larsen søgt om kr. 23.000 i støtte til "Sommerferieåbent i Naturcenter Amager Strand". Naturcenteret drives af Skoletjenesten og har dagligt undervisning af børn fra 0-10 år fra skoler og daginstitutioner i Københavns og Frederiksberg Kommune. Naturcentrets midler dækker udelukkende den daglige undervisning samt drift af huset.
Ansøger ønsker i højere grad at åbne Naturcenter Amager Strand op for offentligheden, og vil derfor som et forsøg have åbent i 4 uger i sommerferien for 3-10 årige børn og deres familier. Aktiviteterne vil køre i 2 hold hver dag, og der vil være plads til ca. 25 børn ad gangen. I alt kan ca. 1000 børn + deres familier deltage i løbet af sommeren. Det vil give borgerne mulighed for nye oplevelser og ny viden om den nære natur på Amager Strand.
Der søges støtte til honorar til studentermedhjælpere, ekstra udstyr samt en ekstra bookingkalender. Ansøger stiller en medarbejder til rådighed svarende til kr. 20.000 samt drift af akvarieteknik i perioden til ca. 10.000.
Løsning
Miljø og plan-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 23.000. Arbejdsgruppen ser det som et stort plus, at almindelige borgere kan komme med deres børn og børnebørn i naturcenteret.
Økonomi
Der er søgt om kr. 23.000 af 2016-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 23.000.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5. september 2016.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Projektet ydes støtte på. kr. 23.000 af 2016 puljemidlerne.
Lokaludvalget ønsker at rette henvendelse til Københavns kommune med henblik på at der afsættes kommunale midler til at holde Naturcentret åbent for børn og deres familier idet dette var den oprindelige intention med Naturcenter Amager Strand.