Mødedato: 26.01.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Lokalplanforslag Krimsvej II

Se alle bilag

Lokaludvalget skal vedtage et høringssvar til lokalplanforslag for Krimsvej II.

Lokalplanforslaget justerer bl.a. en række byggefelter, letter mulighederne for at forbedre trafiksikkerheden på Krimsvej og udpeger bevaringsværdige bygninger og træer. Desuden muliggør planforslaget en lovliggørelse af byggeriet på Amager Strandvej 122, hvis udseende delvist er ulovligt. Bebyggelsesprocenten for området er uændret.

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. lokalplanforslaget Krimsvej II

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 6. december sendt et nyt lokalplanforslag for Krimsvej i høring. Den nye lokalplan skal erstatte den tidligere lokalplan 425 Krimsvej med tillæg 1 og 2.

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår med planforslaget en række ændringer ift. de hidtil gældende planer. De væsentligste ændringer er:

  1. Amager Strandvej 122: I overensstemmelse med det tidligere Teknik- og Miljøudvalgs beslutning den 27. november 2017 muliggør planforslag Krimsvej II en retlig lovliggørelse af byggeriet på Amager Strandvej 122.
  2. Byggefelter: Planforslaget justerer flere af de hidtil gældende byggefelter og bestemmelser om etageantal i gældende planer. Det sker som konsekvens af, at flere eksisterende byggerier i området har opnået dispensation og byggetilladelse til en placering og et omfang, der afviger fra gældende planer.
  3. Krimsvej: Planforslaget ændrer bestemmelserne for indretning af Krimsvej for at lette mulighederne for at forbedre trafiksikkerheden på vejen. Krimsvej er i dag indrettet med bilparkering på begge sider af vejen, men uden fortove og vejbelysning. Krimsvej er en privat fællesvej, hvorfor det er grundejerne i området, der har ansvar for at foretage de nødvendige ændringer af vejen. Københavns Kommune er i dialog med grundejerforeningen om, hvordan trafiksikkerheden på vejen kan blive forbedret.
  4. Bevaringsværdige bygninger: Bygninger på Krimsvej 15 og 47 bliver sammen med to bygninger på Amager Strandvej 124 og den fredede bygning på Amager Strandvej 110 igen udpeget som bevaringsværdige i planforslaget. Bygningerne på Amager Strandvej 108 og Amager Strandvej 122, som forudsættes bevaret i gældende planer, bliver ikke udpeget som bevaringsværdige i planforslaget. Det vurderes, at de to bygninger er ombygget i en sådan grad, at de ikke lever op til kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige.
  5. Bevaringsværdige træer: Lokalplanforslaget udpeger 15 træer som bevaringsværdige, hvilket er færre end gældende planer, der udpeger 54 træer som bevaringsværdige. På grund af uklare bestemmelser i den gældende planlægning er de fleste træer, der hidtil har været udpeget som bevaringsværdige, ikke sikret tilstrækkeligt. På den baggrund har planforslaget krav om, at der skal plantes 39 nye træer for at kompensere for de hidtil bevaringsværdige træer, der er fældet, gået ud eller er ved at gå ud.
  6. Byggemuligheder: Planforslaget justerer byggemulighederne på Krimsvej 17B og Amager Strandvej 124, hvor der endnu ikke er etableret byggeri i overensstemmelse med lokalplan Krimsvej med tillæg 1 og 2. Justeringerne sker efter dialog med grundejerne, der ønsker justerede byggemuligheder i forhold til det, de gældende planer muliggør.
    Bestemmelserne om den samlede bebyggelsesprocent på 130 i hele området fastholdes.

Byliv

Planforslaget viderefører principperne for tværveje/tværstier, promenadeområde samt omfang af friarealer i området.

Parkering

I overensstemmelse med Kommuneplan 2019 fastlægger planforslaget et krav om færre parkeringspladser end de gældende planer. På Krimsvej 17B samt Amager Strandvej 120 og 124, hvor der endnu ikke er etableret byggeri i overensstemmelse med den hidtidige planlægning, skal der afhængig af de endelige projekter etableres ca. 50 parkeringspladser og ca. 450 cykelparkeringspladser.

Indledende høring af planforslaget

Amager Øst Lokaludvalg havde i den indledende høring af planforslaget følgende bemærkninger: 

  1. Intentionerne for grønne strøg/stier skal videreføres. For lokaludvalget virker det som om, at der er sket løbende ændringer af planlægningen, der har resulteret i usammenhængende forløb og andre steder i manglende belægninger.
  2. Det nye planforslag må ikke øge bebyggelsesprocenten i området.
  3. Lokaludvalget lægger vægt på, at fremtidige lokalplaner bliver efterlevet.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Planforslaget viderefører de hidtil gældende intentioner og principper for beplantning i delområderne A-E og G. Desuden fastlægger planforslaget nye krav om beplantning og kantzoner i delområde F (Amager Strandvej 124) med udgangspunkt i de justerede byggemuligheder dette sted. Forvaltningen anerkender, at især den oprindelige lokalplan Krimsvej er uklar i forhold til beplantning og ubebyggede arealer, og at bestemmelserne herom ikke har været med til at sikre en realisering af intentionerne for området. Det gælder særligt i relation til bevaringsværdige træer.
  2. Bebyggelsesprocent på 130 for området under ét fastholdes.
  3. Bemærkningen er noteret.

Lokaludvalget holdt i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen borgermøde om høringen den 18. januar i Filips Kirkes menighedssal. Til mødet deltog ca.  xx  borgere. Input fra borgermødet vedlægges høringssvaret. 

Løsning

Plan, Erhverv og Trafik- arbejdsgruppen har drøftet lokalplanforslaget og har udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Høringsfristen er den 31. januar 2023.

Når høringsperioden er overstået vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget til politisk behandling.

Beslutning

Der blev stillet forslag om tilføjelse linje 26 (som sidste bullet): I lyset af parkeringsproblemer, mener vi at parkeringsnormen skal sættes som i den eksisterende lokalplan.

Lokaludvalget stemte om forslaget. Forslaget blev vedtaget (8 for, 6 imod, 4 undlod)

For stemte: Grith Pontoppidan,  John Møller Jørgensen, Jørgen Mark Pedersen, Thomas Trøster Højfeldt, Marianne Moegreen, Peer Harpøth,  Jens William Grav, Susanne Møller.

Imod stemte: Ole Pedersen, Bente Lildballe, Rune Solvang, Felicia Fock, Hans J. Møller, Randi Sørensen.

Undlod at stemme: Michael Mossefin Hess, Nanna Tofte, Trine Stausgaard Munk, Martin Duus.

Der blev stillet forslag om tilføjelse i linje 14: Københavns Kommune har af flere omgange med den gamle lokalplan forsømt, at området i sin helhed fungerer som tiltænkt for beboerne. Dette kommer lokalplan II ikke til at løse, Vi vil gerne indstille til, at når de nye byggefelter skal virkeliggøres, så skal helheden indtænkes, til gavn for borgerne, i hele lokalplanen.

Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stillet forslag om tilføjelse i linje 27: Lokaludvalget finder at processen omkring Amager Strandvej 122 har været yderst kritisabel, men finder det positivt, at man af hensyn til beboerne som har købt lejligheder i ejendommen (...)

Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

Lokaludvalget stemte om det samlede høringssvar, som blev vedtaget (11 for, 4 imod, 3 undlod).

For stemte: Grith Pontoppidan, John Møller Jørgensen, Nanna Tofte, Jørgen Mark Pedersen, Thomas Trøster Højfeldt, Marianne Moegreen, Peer Harpøth, Randi Sørensen, Martin Duus, Jens William Grav, Susanne Møller.

Imod stemte: Ole Pedersen, Bente Lildballe,  Felicia Fock, Hans J. Møller.

Undlod at stemme: Michael Mossefin Hess, Rune Solvang, Trine Stausgaard Munk.

Til top