Mødedato: 26.01.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Lokalplan Lindgreens Allé

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter høringen

2. At Amager Øst Lokaludvalg godkender det bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget høringen Lindgreens Allé - lokalplanforslag. Høringsfristen er den 13. februar 2017.

Baggrund:

Tre grundejere er gået sammen om at udvikle et område syd og nord for Lindgreens Allé. Grundejerne ønsker et plangrundlag, der muliggør nybyggeri til hovedsageligt boliger og i begrænset omfang serviceerhverv, herunder publikumsorienterede serviceerhverv i stueetagerne. Herudover har Børne- og Ungdomsforvaltningen ønsket udpeget et areal til en dagsinstitution. 

Lokalplanområdet er ca. 46.300 m2 og indeholder 20 ejendomme med 15 grundejere. Der er afgivet fuldmagter fra tre grundejere til de tre grundejere, der er gået sammen. Disse har desuden oplyst, at der er indgået aftaler med fire øvrige grundejere om, at der må ageres på deres vegne i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget. De øvrige fem grundejere har ikke i forbindelse med planarbejdet ytret særlige ønsker til udviklingen af området.  

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 11. april 2016 startredegørelsen for lokalplanforslaget. Udvikling af området fra erhverv til blandet bolig og erhverv kræver en ny lokalplan.

I Kommuneplan 2015 er området syd og nord for Lindgreens Allé udlagt til et blandet bolig- og erhvervsområde (C2-område). Området er i dag præget af små og store industri- og erhvervsbygninger, som indeholder blandet erhverv, samt enkelte boliger. Tre bygninger er allerede udpeget som bevaringsværdige, og to andre udpeges i dette lokalplanforslag som bevaringsværdige for bl.a. at fastholde historiske spor i området. 

Præsentation af projektet

Grundejerne har fået udarbejdet et projekt, som tager udgangspunkt i det sammensatte område med små byrum og passager, der giver området en særlig karakter. Den overordnede idé i projektet er en karréstruktur, som følger gadeforløbet, men trækker sig tilbage omkring de bevaringsværdige bygninger og på udvalgte steder, så der skabes pladser og stiforløb. I gårdene bevares eller tilføjes lavere byggerier, som bl.a. kan anvendes til små erhverv. Betonsøjler og bjælker fra en tidligere lagerhal vil indgå i gårdmiljøet og derved fungere som et historisk spor.  

Planen er udarbejdet så robust, at hver matrikel kan udvikles individuelt. Derved er det muligt at igangsætte de ønskede projekter samtidig med, at andre grundejere fastholder eller udvikler deres matrikler over årene.  

Området udgør ca. 40.000 m² eksklusiv vejareal, og med en bebyggelsesprocent på 150 vil det fremtidige samlede etageareal udgøre ca. 60.000 m². Friarealet udgør 40 % for boliger og 10 % for erhverv. Bebyggelseshøjden bliver maksimalt 24 m. Boligareal vil udgøre 60-75 % af det samlede etageareal, hvilket svarer til ca. 36.500-45.000 m2. 

Byliv 

Både mod Strandlodsvej og langs Lindgreens Allé udpeges stueetager til at være publikumsorienterede med mulighed for restauranter og caféer. I det bevaringsværdige hangarlignende pakhus på hjørnet af Strandlodsvej og Lindgreens Allé er der ifølge grundejerne indgået aftale om at etablere en restaurant. Herudover skabes en offentlig lokal plads midt på Lindgreens Allé med mulighed for etablering af caféer og restauranter i stueetagerne. En sti forbinder boligområdet syd for Lindgreens Allé med Holmbladsgade forbi den lokale plads og sikrer derved sammenhæng i området. Bag det bevaringsværdige pakhus på Lindgreens Allé skabes endnu et lokalt offentligt byrum med betonsøjler og bjælker, som stammer fra det tidligere lager på stedet.  

Miljø og Bynatur

For et undgå risiko for oversvømmelser fra havet og stigende grundvand vil terrænet så vidt muligt blive hævet. Det hævede terræn vil blive brugt til at skabe variation i landskabet, og langs sydskellet mod nabobebyggelsen vil der blive arbejdet med en grøft til håndtering af regnvand (LAR). Der vil herudover blive stillet krav om grønne tage.  

Omkring alle bygninger arbejdes med kantzoner med bl.a. private terrasser med direkte adgang til gårdene, og der etableres offentligt tilgængelige byrum, hvilket skaber byliv og tryghed i området. 

Almene boliger

Lokalplanområdet ligger i Lergravsparkens skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør under 20 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor den almene boligandel med fordel kan øges. Det er i lokalplanen angivet, hvor og hvor meget etageareal, der skal anvendes til almene boliger. Kravet er minimum 25 % af minimumskravet til etageareal til boliger svarende til ca. 8.600 m² alment. Mængden og placeringen er udpeget allerede nu, da flere af matriklerne er så små, at de i sig selv ikke ville kunne medføre almene boliger i et omfang, der kan give en rentabel almen boligforening. Samtidig sikres en spredning af de almene boliger i hele lokalplanområdet og på tværs af de 20 matrikler.

Parkering

Antallet af parkeringspladser til biler er som følge af kommuneplanen 1 pr. 150 m² svarende til ca. 400 p-pladser, hvoraf maksimalt 5 % kan placeres på terræn til bl.a. handicapparkering, afsætningspladser til institutionen og korttidsparkering. Parkeringskravet for en institution fastsættes efter konkret vurdering, hvilket er i overensstemmelse med kommuneplanen. Parkeringskravet vurderes at være 12 p-pladser og 5 afsætningspladser for en institution på 1.800 m².  

Cykelparkeringsdækningen følger normen i kommuneplanen og er 4 pr. 100 m² svarende til ca. 2.400 cykel p-pladser, der anlægges tilgængeligt for brugerne i umiddelbar nærhed af deres boliger. For institutionen vurderes et behov på ca. 80 cykel p-pladser og 16 ladcykler. 

 

Løsning

Miljø- og Plan arbejdsgruppen drøftede høringen på dets møde den 11. januar 2017. Arbejdsgruppen stiller sig positiv overfor lokalplanforslaget. På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen samt på baggrund af borgermødet den 16. januar, som blev afholdt på Kofoeds Skole, har repræsentanter for arbejdsgruppen udarbejdet bilagte høringssvar, som lokaludvalget bedes godkende.

 

Beslutning

Nicki Wassmann Brøchner stillede forslag om, at de to første sætninger i 4 afsnit udgår af høringssvaret.

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For ændringsforslaget stemte: Nicki Wassmann Brøchner.

Imod ændringsforslaget stemte: Jan Kyrsting, Karl Vogt Nielsen, Carsten Sahl Mortensen, Martin Hein, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Kate Hommelgaard, Phie Ambo, Jens William Grav, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen, Rune solvang.

Følgende undlod at stemme: Bo Jensen, Ib Wendrup, Sten Olesen, René Madsen, Randi Sørensen.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.  

Det samlede høringssvar blev godkendt uden afstemning men med følgende ændringer:

Datoer for borgermøder indskrives i høringssvaret.

Til top