Mødedato: 26.01.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Koncertstøtte til foreningen Amardillo Events

Foreningen Amardillo Events søger støtte til koncerter.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 20.000 til Amardillo Events.

Problemstilling

På vegne af Amardillo Events har Steffen Bruun søgt om kr. 100.000 til koncertstøtte til foreningen Amardillo Events. Koncerter og andre events afholdes på foreningens hjemsted Amagerbrogade 156, fredage og lørdage samt enkelte torsdage i første og andet kvartal af 2017.

Foreningens formål er at etablere et nyt spillested på Amager med en bred profil og derved styrke kulturelle aktiviteter i lokalmiljøet. Dette skal ske ved at arrangere forskellige former for lokale events, først og fremmest koncerter indenfor forskellige genrer. Sideløbende præsenteres litteraturarrangementer og udstillinger. Foreningen skal på sigt fungere som en lokal scene for både professionelle samt up-coming talenter og skal samtidig fungere som et lokalt mødested, hvor der er mulighed for gennem kulturelle aktiviteter, at skabe dialog og netværk på tværs af både kunstnere og lokale borgere. Amardillo Events er en non-profit forening, hvor alle støttemidler, medlemskontingenter og entreindtægter går ubeskåret til foreningens aktiviteter.

Ansøger oplyser pr. telefon at ejeren af Cafe Amardillo, som lægger lokaler til foreningens aktiviteter, tidligere har arrangeret koncerter, events m.m., men at det har været vanskeligt at få dette til at fungere praktisk og økonomisk. Der er ikke sammenhæng mellem den nystiftede forening og cafeens økonomi. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 220.000. Foreningen medfinansierer koncerterne gennem medlemskontingenter og entreindtægter, forventet kr. 70.000. Lokaler er stillet til rådighed uden beregning. Større arrangementer vil, hvor økonomien tillader det, foregå i lejede lokaler. Der vil blive søgt yderligere støtte fra andre tilskudsgivere, herunder Amager Vest Lokaludvalg, forskellige fonde m.v..

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 20.000. I tråd med Musikøen Amager mener BIFUK det er vigtigt at støtte op om andre lokale initiativer end de kommunale. Det er positivt at der starter en ny musikforening og BIFUK giver gerne en hjælp til opstart.

Økonomi

Der er søgt om kr. 100.000 af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 20.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 21. maj 2017.

 

Beslutning

Der blev stillet forslag om, at Amager Øst Lokaludvalg undlader at støtte projektet.

For ændringsforslaget om, at projektet ikke ydes støtte stemte: Ib Wendrup, Sten Olesen, René Madsen, Lone Munk.

Imod ændringsforslaget stemte: Jan Kyrsting, Bo Jensen, Rune Solvang, Sten Lykkebo, Svend Åge Sørensen, Käte Hommelgaard, Phie Ambo, Randi Sørensen, Nicki Wassmann Brøchner, Eva Damgaard, Ole Melgaard, Ole Pedersen.

Følgende undlod at stemme: Carsten Sahl Mortensen, Karl Vogt Nielsen, Jens William Grav.

Dermed blev ændringsforslaget forkastet. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 20.000 af 2017 puljemidlerne.

Til top