Puljeansøgning: Skolevalg i Amager Øst
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 5.000 til Skolevalg i Amager Øst.
Problemstilling
På vegne af Ungdomspolitisk Netværk på Amager (UNA) har Phillip Søndergaard søgt om kr. 5.000 i støtte til Skolevalg i Amager Øst.
I januar og februar 2017 skal folkeskoleelever i 8., 9. og 10. klasse over hele Danmark stemme til skolevalget. I den forbindelse ønsker UNA at lave en fælles skolevalgsindsats under overskriften ”Skolevalg i Amager Øst” som bl.a. skal indebære en opstartsevent samt en debattørbootcamp før skolevalget. Skolevalget skal være elevernes første møde med politik, hvor de bliver stillet overfor rigtige problemstillinger og får lov til at bidrage til at finde løsninger. Succeskriteriet ved skolevalget handler ikke om at få stemmer , men i stedet om at få aktiveret så mange elever som muligt og få skabt et aktivt, synligt, åbent og levende demokrati.
Projektet er et samarbejde mellem ungdomspartierne på Amager, Undervisningsministeriet og de deltagende skoler.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 6.000. Ungdomspartierne medfinansierer med kr. 1.000.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.000. BIFUK finder at det er et fint demokratiprojekt for unge.
Økonomi
Der er søgt om kr. 5.000 af 2017-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 5.000.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den (dato)
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Karl Vogt Nielsen udtrykte betænkelighed ved, om pengene kunne nå at blive anvendt inden afholdelse af skolevalget.