Puljeansøgning: Morgenmadskoncerten efterår 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra tovholderen BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 10.000 til Morgenmadskoncerten efterår 2018.
Problemstilling
Yngvild H.Ruud har søgt om kr. 10.000 i støtte til Morgenmadskoncerten efterår 2018. Projektet er en fortsættelse af en række koncerter som fandt sted i 2017 og første halvår 2018. Efterårssæsonen består af 3 koncerter, som finder sted fra 21. oktober til 16. december. Projektets formål er at gøre kunstmusik tilgængeligt for et bredere publikum. Konceptet indebærer at publikum kan nyde morgenmad samtidig med at de lytter til en klassisk koncert.
Morgenmadskoncertens første sæsoner har været vellykkede og haft en bred variation af publikum. Morgenmadskoncerten gennemføres i samarbejde med Kvarterhuset, som stiller gratis lokale til rådighed. Koncertgæsterne får rabat på morgenmad i husets café med gyldig koncertbillet.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr.89.000. Egenfinansiering finder sted i form af adskillige timers frivilligt arbejde på både koncertafholdelse og foreningsadministration. Der forventes entréindtægter på 9.000 kr. Dertil søges støtte fra Musikudvalget samt en række fonde, i alt 80.000 kr..
Amager Øst Lokaludvalg har til begge sæsoner i 2017 samt forår 2018 bevilget 10.000 kr. (ansøgt hhv. 20.000 kr. og 15.000 kr.). Evaluering kan læses på http://www.aoelu.dk/assets/Evalueringsskema-morgenmadskoncert-f-18.pdf
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Det er et fint projekt der bringer klassisk musik ud til alle typer borgere, og som kan nå lidt ældre målgrupper end mange andre af de projekter, lokaludvalget støtter.
Et mindretal ønsker ikke at støtte, da indholdet af projektet ikke har ændret sig gennem de nu fire sæsoner.
Økonomi
Der er søgt om 10.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 10.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 5. januar 2019.