Puljeansøgning: Dansk hiphop koncert med SUPA + gæster
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte ” Dansk Hiphop koncert med SUPA + gæster”.
Problemstilling
Jan Pedersen har søgt om 20.000 kr. i støtte til ” Dansk Hiphop koncert med SUPA + gæster”.
Arrangementet er en koncert med den lokale bryggeboer og rapper SUPA (tidligere SupaJan) samt en række gæster, som er kendte navne inden for dansk hiphop. Koncerten afholdes i Bryggekælderen den 8. december 2018. Målgruppen er Hiphop interesserede i alle aldre og køn, dog primært 18-30. Der forventes 100-120 deltagere. Det er gratis at deltage.
Formålet med arrangementet er at tage hip hop tilbage til dens danske fødested: Amager, med et brag af en fest. Festen er desuden en releasekoncert for SUPA’s LP udgivelse ”Feinschmecker”, der udkommer d. 23. November 2018.
Der søges bl.a. støtte til aflønning af musikere, dj og grafiker, samt produktion af plakater. Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 41.522,5 kr. Der er en egenfinansiering på 1.522,50 og der søges 20.000 kr. fra Amager Vest Lokaludvalg.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der ikke bevilges støtte til projektet.
Der er en yderst begrænset egenfinansiering, idet der hverken tages entre eller indtægt for salg af drikkevarer. Desuden er et releaseparty af stor egeninteresse for ansøger.
Økonomi
Der er søgt om 20.000 kr. af 2018-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke bevilges støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31.12.2018