Mødedato: 25.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Tillæg 1 til lokalplan 449 Strandlodsvej

Se alle bilag

Indstilling

Miljø og Plan arbejdsgruppen indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg godkender bilagte udkast til høringssvar

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget tillæg 1 til lokalplan 449 Strandlodsvej i høring. Høringsfristen er den 6. september 2016.

Kommuneplanrammen for det område, der er omfattet af lokalplan nr. 449 ”Strandlodsvej”, blev med Kommuneplan 2015 ændret, sådan at andelen af det etageareal, der kan anvendes til boliger forhøjes fra 75 til 80 %. Grundejerne har derfor anmodet om et tillæg til den gældende lokalplan, der gør det muligt for dem at udnytte den forøgede andel af boliger.

Den eksisterende lokalplan opdeler området i tre underområder, I, II og III (se tegning 1, bilag 1). Med forslaget til tillæg nr. 1 ændres fordelingen af bolig og erhverv, sådan at område II og III samlet lever op til kommuneplanens ramme om op til 80 % boliger. Bebyggelsesprocenten for området ændres ikke og er fortsat 185 %.

Den samlede forøgelse af boligetagearealet er ca. 19.600 m2, og i forbindelse med forøgelsen af boligetagearealet ønsker kommunen at gøre brug af mulighederne i planlovens § 15, stk. 2,9 for at kræve, at 25 % af det forøgede etageareal fastlægges til almene boliger. Det samlede etageareal til almene boliger vil være ca. 4.900m2.

Kommunen opnår med dette tillæg, at der bygges flere boliger.

Lokalplantillægget indeholder derudover nogle mindre ændringer af lokalplan 449 på følgende punkter:

  • Bebyggelsesplanen ændres, så det nordøstligste byggefelt rykkes 2 m mod syd

  • Det præciseres, hvor tillægsområdets stisystem kobles på den grønne cykelrute på Amagerbanens nedlagte tracé, jf. bilag 1, tegning nr. 6

  • Mulighederne for detailhandel fordeles mellem underområde I og II

  • Normerne for cykel- og bilparkering bringes i overensstemmelse med Kommuneplan 2015

  • Bestemmelserne om stormflod og skybrud skærpes

  • At plinten i lokalplanens nordvestlige hjørne fjernes (matr. nr. 4072)

Der henvises i øvrigt til bilag 2 faktaark.

Bæredygtighed

København har som mål at være CO2-neutral i 2025, og dette skal ske samtidig med, at kommunen skaber øget beskæftigelse og vækst. Med de aktuelle planer sker der en forbedret udnyttelse af arealer ved byudvikling i et stationsnært område til nye familieboliger og arbejdspladser, hvilket bl.a. understøtter grøn mobilitet. Der er fastlagt bestemmelser om, at alle tage skal udføres med beplantning, og indretning af friarealerne skal sikre naturlig, lokal afledning af regnvand.

Almene boliger

Lokalplanområdet ligger i Lergravsparkens skoledistrikt, hvor den almene boligandel udgør 16 %. Det betyder, at det i henhold til kommuneplanens retningslinjer er et område, hvor den almene boligandel med fordel kan øges. Tillægget muliggør, at der kan opføres 4.865 m2 etageareal til almene boliger.

Parkering

Parkeringsnormen er 1 bilparkeringsplads pr. 150 m2 etageareal, hvilket medfører, at antallet af bilparkeringspladser øges med 32 pladser.

Cykelparkeringsnormen er 4 pladser pr. 100 m2 etageareal til boliger, erhverv og butikker, svarende til ca. 320 cykelparkeringspladser yderligere.

Miljøvurdering

Der er gennemført en miljøvurdering af lokalplan nr. 449. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at lokalplantillægget ikke medfører yderligere miljømæssige konsekvenser i forhold til lokalplan nr. 449, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Løsning

Miljø- og Plan arbejdsgruppen har på baggrund af de indkomne høringssvar på Bliv Hørt  samt den indledende drøftelse på lokaludvalgets møde i juni drøftet sagen og udarbejdet bilagte udkast til høringssvar, som lokaludvalget bedes godkende.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top