Mødedato: 25.08.2016, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Shoot!

Amager Kultur søger støtte til fodboldfilmfestivalen Shoot!

Indstilling

BIFUK-arbejdsgruppen indstiller, 

1) At Amager Øst Lokaludvalg støtter projektet med en underskudsgaranti på kr. 30.000.

Problemstilling

På vegne af Amager Kultur har Søs Vibeke Nielsen søgt om kr. 30.000 i støtte til Shoot!

”SHOOT! Copenhagen Football Film Festival” er en ny bydelsbaseret filmfestival om fodbold. Målgruppen er elever og lærere i folkeskolens 6. til 10. klasse, medlemmer i fodboldklubber, samt film-, kultur - og fodboldinteresserede. Festivalen finder sted den 16.-19. november i Prismen samt i B1908s lokaler på Sundbyvestervej. Der forventes 2500 deltagere. Et tilsvarende program gennemføres i tre andre bydele.

Projektet er del af Amager Kulturs strategi for mere samarbejde mellem kulturenheden og foreningslivet og skal styrke dialogen mellem foreningslivet og kommunens decentrale huse og anlæg. Desuden er der fokus på samarbejdet med de lokale folkeskoler.

Arrangørerne bag SHOOT! 2016 er Amager Kultur, MERE Vesterbro, Valby og Kgs. Enghave, Kultur Østerbro og Kultur N, i samarbejde med de københavnske fodboldklubber B 1908, Fremad Valby, Boldklubben Skjold og Nørrebro United. Projektet finansieres i et samspil mellem kommunale midler, penge fra lokaludvalgene i de 4 områder (Valby, Amager, Østerbro og Nørrebro) samt ved hjælp af midler fra private fonde.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 373.500. Der søges 30.000 i hhv. Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen. Arbejdsgruppen bemærker, at den fodboldklub der er samarbejdspartner på Amager ligger i vest. Sekretariatet har på den baggrund undersøgt, hvordan de samarbejdende fodboldklubber er udvalgt. Se den vedlagte mail.

Såfremt alle fodboldklubber har haft mulighed, vil BIFUK gerne støtte projektet. BIFUK synes det er godt med en filmfestival om en sport, som rigtig mange børn og unge dyrker. Det er endvidere positivt med et projekt, der har som mål at styrke samarbejdet mellem foreninger og KFF. Det vil BIFUK gerne give et starttilskud til og indstiller derfor at støtte med det ansøgte beløb.

Økonomi

Der er søgt om kr. 30.000 af 2016-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 30.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 19. december 2016

 

Beslutning

Amager Øst Lokaludvalg besluttede uden afstemning at undlade at støtte projektet.

Begrundelsen for afslaget er, at projektet ikke kan ses som tværgående idet Amager Vest Lokaludvalg ikke støtter projektet of at projektet ikke samarbejder med fodboldklubber i Amager Øst.

Til top