Beslutning: Input til mulige placeringer af Nærgenbrugsstationer i Amager Øst
Indstilling
Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget sender input til placering af nærgenbrugsstationer i Amager Øst til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Som en del af den politisk besluttede Cirkulær København (Ressource- og Affaldsplan 2024) skal der etableres 3 permanente og 3 alternativer/midlertidige nærgenbrugsstationer i København i planperioden, som løber til og med 2024.
Teknik- og Miljøforvaltningen beder derfor lokaludvalget om input til placering af permanente og alternative/midlertidige nærgenbrugsstationer i Amager Øst. Det kan være byrum, parker eller områder, hvor kombinationen af genbrugsaktiviteter og byrum vil give god mening. Nærgenbrugsstationen kan også bidrage til et multifunktionelt byrum, hvor den kan få et mere grønt udtryk og tilpasses et grønnere byrum.
Almindelige nærgenbrugsstationer er på ca. 400-500 m2, mens der ikke er fastsat størrelser for de alternative/midlertidige nærgenbrugsstationer.
I dag er der syv nærgenbrugsstationer i København. Formålet med en nærgenbrugsstation er, at give borgere en udvidet mulighed for at sortere og bortskaffe deres affald, få vejledning omkring sortering og affald generelt (stationerne er bemandet) og have adgang til byttefaciliteter.
Omkring 70 % af nærgenbrugsstationernes brugere kommer for at give og tage effekter til genbrug, så nærgenbrugsstationen er med til at øge genbrug lokalt. Engagement af lokale borgere og afvikling af events, og lokale partnerskaber i forhold til jobskabelse for flexjobbere og unge er nogle af de ting nærgenbrugsstationerne har stor succes med.
På nærgenbrugsstationen i Møllegade er der et samarbejde med den bemandede legeplads ByOasen, hvor der afholdes fælles events, og hvor genbrugsvejledere er med til at skabe et trygt og aktivt byrum. Ligeledes er nærgenbrugsstationen i Hørgården på Amager kombineret med ophold og mindre grønne rum og plantekasser, så lokale beboere også har fået sig et byrum ud over en nærgenbrugsstation.
Vedlagt findes en præsentation af nærgenbrugsstationer, som giver et indblik i, hvad en nærgenbrugsstation er og hvad den kan bidrage med. Præsentationen er udarbejdet til Indre By Lokaludvalg af Teknik- og Miljøforvaltningen, men fokuserer ikke på en specifik bydel.
Løsning
Arbejdsgruppen Miljø & Klima har drøftet henvendelsen og indstiller at lokaludvalget sender det vedlagte input til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Beslutning
Der blev stillet forslag om at tilføje Italiensvej ved nedgangen til metroen som tredje mulighed for alternative/midlertidige nærgenbrugsstationer.
Der blev stillet forslag om at tilføje, at lokaludvalget gerne ser, at man ikke bruger grønne områder men hellere de "grå" arealer i bydelen og man også gerne har en æstetisk ambition i udformningen af nærgenbrugsstationerne.
Der blev stillet forslag om at tilføje, at lokaludvalget finder det meget vigtigt at der sker borgerinddragelse før etablering og at vi gerne bidrager til det.
Tilføjelserne blev vedtaget uden afstemning.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.