Puljeansøgning: 100 opera-øjeblikke til København
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 20.000 kr. til ”100 opera-øjeblikke til København”
Problemstilling
På vegne af Copenhagen Opera Festival har Sarah Staalhøj søgt om 20.000 kr. i støtte til ”100 Opera-øjeblikke”.
100 Opera-øjeblikke er en koncertrække i København, som giver københavnerne små musikalske øjeblikke og samtidig tilbyder arbejde til byens operasangere og musikere, som er hårdt ramt under corona-krisen.
Lokaltionen for arrangementerne udvælges i samarbejde med bydelens borgere. Det vil foregå d. 22-26. august. Der forventes ml. 30 og 500 deltagere afhængigt af myndighedernes retningslinjer angående Covid-19.
Ansøger vil med projektet besøge alle Københavns bydele med 100 små akustiske forestillinger.
Der udvælges 20 sangere og 20 musikere, som sammensættes i 20 teams, der hver opfører
5 korte koncerter af cirka 15 minutters varighed i løbet af de 7 dage. Den ene halvdel fordeles
geografisk og demografisk. Den anden halvdel inviteres publikum til at ansøge om. En jury udvælger blandt ansøgerne.
Der samarbejdes med de borgere som søger at få koncerterne til deres områder. Borgerne vil her også blive inddraget i planlægningen.
Arrangementet er derudover en respons på coronakrisens tag på kulturlivet. Mange kunstnere er hårdt ramt, og med 100 små koncerter er det muligt at inddrage 40 kunstnere, som et bidrag til "at holde de kreative hjul i sving".
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 4.440.000 kr. Der er ingen kontant medfinansiering, men der lægges egne medarbejdertimer. Der søges mellem 20.000 kr og 100.000 kr i seks øvrige lokaludvalg. Der søges ikke i Amager Vest.
Sekretariatet har været i dialog med ansøger efter arbejdsgruppemødet mhp mulighederne for at flytte fristen for at søge spillesteder. Da juryen allerede er hyret til at votere på udvalgte dage, er dette ikke muligt. Ansøger uddyber: "Vi kan garantere, at vi afholder flere opera-øjeblikke på Amager Øst, da vi selv udvælger 60-70% af stederne, resten udvælges blandt borgernes ansøgninger. Vi har selv ideer til, hvor præcist vi vil dukke op, men vi vil meget gerne indgå i en dialog med lokaludvalget om gode steder at afholde mini-koncerter".
Ansøger har desuden forklaret, at flere lokaludvalg ikke er blevet ansøgt pga. deres sene ansøgningsfrister.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.
Der indstilles fuld støtte med følgende begrundelse: Projektet er nyskabende i en Amager Øst-kontekst og giver borgerne en opera-oplevelse, de ikke er vant til.
Økonomi
Der er søgt om 20.000 kr. af 2020-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 20.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 26. september.
Beslutning
Indstillingen blev vedtaget uden afstemning
Projektet støttes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.