Mødedato: 25.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: KROP

Børnekulturhus Ama'r søger om støtte til KROP.

Indstilling 

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg, 

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 15.000 kr. til ”KROP” 

Problemstilling 

På vegne af Børnekulturhus Ama'r har Anne Bøgh søgt om 15.000 kr. i støtte til ”KROP”. 

Undervisningsforløbet KROP foregår fra 3. august - 11. december 2020. Det bliver afholdt på skoler på Amager og Børnekulturhus Ama'r. 

KROP er et kunstnerisk bevægelsesprojekt skabt til 3. og 4. klassetrin af danser Meire Santos og musiker Alexander Kraglund.  Ansøger ønsker at tilbyde to forløb af hver 5 klasser i efteråret 2020. Hver klasse har 5 x 2 lektioner (idræt) + en dag på Børnekulturhus Ama´r. Forløbene er en blanding af krævende fysisk aktivitet og arbejdet med et kunstnerisk udtryk, så både krop fantasi og forestillingsevne kommer i spil.

Sekretariatet har været i dialog med ansøger ang. hvilke skoler der samarbejdes med fra Amager. Ansøger indgår først aftalerne når der er svar fra ansøgningen til huskunstnerordningen. Herefter er tanken at vælge samme antal skoler i Amager Øst som Amager Vest.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 163.000 kr. Udgifterne til projektet er opgjort på 10 gange kunstnerhonorar a 16.300 kr. 

Der er ligeledes søgt 15.000 kr. i Amager Vest Lokaludvalg. Kontant medfinansiering beløber sig til 13.000 kr. og øvrig medfinansiering kommer i form af arbejdstimer fra ansatte i Børnekulturhus Ama'r. 

Ansøger har efter behandlingen på arbejdsgruppemødet meddelt, at de har fået afslag fra Statens Kunstfond. De vil forsøge, at rejse flere midler fx gennem en særlig pulje til skolemusikprojekter. Dog vil forløbet blive gennemført med væsentlig færre klasser.

Løsning 

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 15.000 kr. 

Projektet indstilles til fuld støtte med følgende begrundelse:

Projektet har en god volume og støttes også fra flere andre fonde og puljer. Projektet er relevant for de mange børn, der ikke bevæger sig nok.

Lokaludvalget ser gerne, at ansøger i projektet også klæder idrætslærerne på, til selv at kunne arbejde videre med læringerne herfra, så erfaringerne bliver udbredt til en større kreds af idrætslærer og de gode pointer fra undervisningen lever videre efter projektets afslutning.

 

 

Økonomi 

Der er søgt om 15.000 kr. af 2020-puljemidlerne. 
 
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 15.000 kr. 

Videre proces 

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 4. januar. 

 

Beslutning

Der blev stillet forslag om ikke at støtte projektet. Grundet den manglende finansiering fra Statens Kunstfond, har projektet ændret så væsentligt karakter, at der er tale om et andet projekt end det, der oprindeligt blev søgt støtte til.

Lokaludvalget stemte om forslaget.

For stemte: Nicki Wassmann Brøchner, Randi Sørensen, Erik Reimers, Frank Lambert, Marianne Moegreen, Ane Jette Thomsen, Ole Meldgaard, Lasse Rossen, Jørgen Mark Pedersen, Peter Kjær Kristensen, Nanna Tofte, Rene Steinvig, Bente Lildballe, Keith Gray, Ole Pedersen, Tom Christensen, Iben Lindemark, Susanne Møller.

Ingen stemte imod.

Undlod at stemme: Rikke Lauritsen, Ib Wendrup, Rasmus Steenberger.

Der var dermed flertal for forslaget om ikke at støtte projektet.

Til top