Mødedato: 25.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Høring: Agenda 21-strategi 2016-2019

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Miljø-og plan arbejdsgruppen indstiller

1. At Amager Øst Lokaludvalg drøfter sagen

2. At Amager Øst Lokaludvalg tager det planlagte borgerdialogforløb til efterretning

Problemstilling

Amager Øst Lokaludvalg har modtaget Agenda 21-strategi for 2016-2019 i høring. Høringsfristen er den 4. september 2015.

Formålet med Agenda 21-strategien er at kvalificere en helhedsorienteret, borgerinvolverende indsats i Københavns Kommunes initiativer på miljø- og klimaområdet for at sikre retningen for en mere bæredygtig udvikling af byen.

Målet er at skabe rum og mulighed for, at københavnerne kan engagere sig og tage medansvar for, at kommunens miljø- og klimamæssige målsætninger opfyldes. Gennem partnerskaber og samarbejde mellem myndigheder, borgere, virksomheder og organisationer er visionen at skabe et forpligtende fællesskab omkring den bæredygtige udvikling af København. Med Agenda 21-strategien opfyldes planlovens §33a og §33b, som pålægger alle landets kommuner at have en strategi for, hvordan de vil involvere borgerne og arbejde helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet med miljøspørgsmål.

Agenda 21-strategien implementeres ved at blive tænkt sammen med prioriterede projekter, der er sat i værk for at opfylde målsætninger på miljø- og klimaområdet. Arbejdet med omverdensinddragelse er en fortløbende proces, der hele tiden må tilpasses målsætninger og målgrupper. Agenda 21-strategien vil sikre, at projekterne opnår en bedre forankring hos københavnerne og at implementeringen af målsætningerne på miljøområdet bliver yderligere kvalificeret i en bred, bæredygtig optik.

Agenda 21-strategien bygger på følgende principper

  • Helhedsorienteret og tværfaglig optik
  • Partnerskaber
  • Deltagende og medskabende borgere.
Den overordnede vision er:
Københavns Kommune ønsker at indgå i et fællesskab med borgere, virksomheder, organisationer m.m. i København hvor parterne er gensidigt forpligtede til at tage aktiv del i og medansvar for udviklingen af den bæredygtige by.

Formålene med strategien er
  • At fremme københavnernes mulighed for at være aktivt deltagende, medansvarlige og medskabende i forhold til at nå Københavns Kommunes eksisterende målsætninger på miljø- og klimaområdet
  • At understøtte partnerskaber, hvor myndigheder, borgere, virksomheder og organisationer kan samarbejde om at skabe et bæredygtigt København
  • At sikre en indsats på tværs af kommunens planer for borgerinvolvering i arbejdet med bæredygtighed
Indenfor den overordnede ramme er strategien fokuseret under følgende overskrifter:
Klimaaftryk, energiforbrug og mobilitet
Forbrug, ressourcer og affald
Klimatilpasning
Bynatur
Metropolvision/fællesskab København

Løsning

Milljø- og Plan arbejdsgruppen har drøftet sagen på dets møde den 10. juni.

Borgerinddragelse: Miljø og Plan arbejdsgruppen har drøftet og godkendt det bilagte oplæg til borgerdialogproces, der består af følgende elementer.

1. Dialog med borgere ved cykelpitstop på Christmas Møllers Plads 26.6.2015 kl. 7-10 herunder udlevering af postkort med mulighed for at eftersende kommentarer til strategien pr post.

2. Henvendelse til skoler, institutioner og erhvervsliv vedr. disses interesse for og syn på lokale miljøpartnerskaber. 
 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen idet de planlagte aktiviteter afholdes indenfor eksisterende budget.

Videre proces

Miljø og Plan arbejdsgruppen samler op på input fra borgerdialogen på dets møde den 12 august og udarbejder på den baggrund et udkast til høringssvar. Høringssvaret foreligges lokaludvalget til godkendelse på lokaludvalgsmødet den 27. august 2015.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top