Puljeansøgning: Ilt
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen undlader at støtte forestillingen ”Ilt”.
Problemstilling
På vegne af ZeBU og GLiMT har Jonas Schou Hansen søgt om 20.000 kr. i støtte til ”Ilt”.
Ilt er en børneteaterforestilling, som foregår hos ZeBU på Øresundsvej. Det bliver afholdt fra 31. oktober – 10. november. Målgruppen er skolebørn, og børn med deres voksne/familier. Der forventes ca. 600 deltagende.
ILT er en intim forestilling med performer Lars Lindegaard Gregersen og hans 5 saxofoner, som handler om saxofoner og luft. Forestillingen ligger i krydsfeltet mellem fysisk teater, nycirkus, akrobatik, live musik og fortælleteater, og går filosofisk og æstetisk til værk i behandlingen af emnet om saxofoner, luft og åndedræt. Publikum inkorporeres i forestillingen og spiller aktivt med i kompositionen af musikken.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 546.500 kr.
Både GLiMT og ZeBU har en egenfinansiering på 200.000 kr. GLiMTs midler er fra en driftsstøtte fra Statens Kunstfond. Der forventes 48.000 kr i billetsalg.
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at der gives afslag til projektet.
Arbejdsgruppen indstiller til afslag, da Ilt ikke er et arrangement, som berettiger, at lokaludvalget skal bidrage med puljemidler. Projektet er ikke afhængigt af lokaludvalgets støtte.
Økonomi
Der er søgt om 20.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der ikke bevilges støtte til projektet.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 10. december.