Puljeansøgning: Familiefest på Amager
Indstilling
Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,
1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på 5.000 kr. til ”Familiefest på Amager”
Problemstilling
På vegne af Kvarterhuset har Søren Mathias Dahl-Hansen søgt om 5.000 kr. i støtte til ”Familiefest på Amager”
- Hvor: Børnekulturhus Ama’r
- Hvornår: Lørdag d. 15. juni fra 13-17.
- Hvem: Særligt målrettet familier på Amager, men alle er velkomne.
- Hvor mange: 700 deltagere.
Projektet er et samarbejde mellem Kvarterhuset, Mødrehjælpen Amager og Børnekulturhus Ama’r, som vil gøre opmærksom på deres samarbejde, og deres kulturtilbud ved at invitere til fest, særligt målrettet familier på Amager, men alle er velkomne. Festen inddrager faste, lokale samarbejdspartnere og aktivitetsudbydere og etablerer grobund for fremtidige samarbejder og har til hensigt at nå nye målgrupper, her med fokus på Mødrehjælpens brugere og et fokus herunder på mangfoldighed, inklusion og netværksdannelse.
Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 15.000 kr.
Der er ligeledes søgt om 5.000 kr. hos Amager Vest Lokaludvalg. Der er i projektet en kontant egenfinansiering på 5.000 kr. og øvrig egen medfinansiering består af: medarbejdertimer (planlægning og afvikling), leje af lokaler, samt produktion og formidling af PR-materialer. Derudover hjælper de frivillige med til at afvikle arrangementet.
Tilføjelse efter arbejdsgruppemøde
Ansøger skriver til sekretariatet ifm. projektets målgruppe og annoncering:
"Målgruppen er hovedsageligt børn og børnefamilier om end alle, som tidligere skrevet, er velkomne. Vi arbejder tæt med Børnekulturhus Ama’r og Mødrehjælpen Amager og de har begge indvilget på at hjælpe med at sprede budskabet. For Mødrehjælpens vedkommende vil det sige plakater og flyers i Mødrehjælpens Butik og omdelt til deres brugere. I Børnekulturhuset bliver der også være mulighed for at hænge op og reklamere. For begge gælder det, og ligeledes gælder det for Kvarterhuset, at vores social medie platforme også vil blive anvendt til at gøre opmærksom på os selv. Derforuden håber vi at de samarbejdspartnere som vi prøver at få med også vil hjælpe til med at gøre opmærksom på begivenheden."
Løsning
BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på 5.000 kr.
Arbejdsgruppen finder, at projektet er et godt dialogprojekt, der med et fremtidsperspektiv har til formål at styrke samarbejde. Støtten gives under betingelse af, at ansøger redegør mere præcist for projektets målgruppe og hvordan den nås.
Økonomi
Der er søgt om 5.000 kr. af 2019-puljemidlerne.
Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på 5.000 kr.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 1. august.
Beslutning
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: Rasmus Steenberger, Rikke Lauritsen, Rene Steinvig, Ane Jette Thomsen, Tom Christensen, Martin Hein, Jens William Grav, Hanne Kusiak, Lasse Rossen, Hans Jørgen Møller, Käte Hommelgaard, Bente Lildballe, Susanne Møller, Bo Jensen, Nanna Tofte, Frank Lambert, Anders Lundsager, Randi Sørensen og Ole Meldgaard
Imod stemte: Nicki Wassmann Brøchner.
Undlod at stemme: Ingen.
Der var således flertal for indstillingen og den blev derfor vedtaget. Projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 5.000 af 2019-puljemidlerne.